I Livets Vaar er det Solskins Dage.
— Ak, jeg var gammel, før jeg var ung.
Til ingen Vaar kan jeg see tilbage,
da denne Pande var mindre tung.
Naar Vinden leged med Blomstens Lokker,
min Spade grov efter Blomstens Rod;
naar Sangen ringed med Tonens Klokker,
af klangløs Tanke jeg døvet stod.
Naar glade Øine med mine mødtes,
jeg saae paa Tegningen i et Smil,
naar dumme Drømme af Druen fødtes,
dens Lue skjærped min Tankes Pil.
Og skal der graves og skal der grubles,
og regnes ud baade Kraft og Slid,
der kan ei favnes, der kan ei jubles,
men ikkun sigtes paa Tvivl og Strid.
Og naar der rammes, som der er luret,
og op den drages, den blege Rod,
er Ryggen bøiet, og Panden furet
og tabt af Kinden det unge Blod.