Οἶσϑ᾽ ὡς πρεσβυτέροισιν Σρινύες αἰὲν ἕπονται.
Iliad. 15, 204.
Nu, har jeg ikke været ung,
saa er den Tid henrullet.
Var Livets Tanke vild og tung,
den er til Hvile lullet.
Dog vil den ikke sove trygt,
vaagen er Drømmens Lue,
Livets Erinnyer sværme tykt
omkring den Gamles Hue.
De svinge med det visne Haab,
med Lokken er det visnet,
de spotte med mit Hjærtes Daab,
med Vanen er den isnet.
En Rede, hvor de yngle fælt,
de hjærteløse Fugle,
de har i Vintertaagers Telt,
i onde Minders Hule.
I kolde Sommerdages Slud,
i alle Tidens Trætter,
i Enden, som ei spindes ud
i alle vaagne Nætter.