Fra den Tid, jeg er skudt udaf Naturens Grund,
tidtnok skifted jeg Hammen.
Hvergang Livet paany vaagned af Dødens Blund,
var jeg paa Ygdrasilstammen.
Dog har min Gud aldrig den Ære
undt mig en hel Støbning at være.
Lyset jeg saae som et Væld, kogt i et Alfeslot,
dog ei kjendt og besungen,
ei som Geiseren, hin Kildernes høie Drot,
men kun sprøitende tvungen,
trykket og skjævt skaaren i Straalen
vandt jeg kun lidt op over Skaalen.
Palmens svaiende Skaft ude paa Havets Ø
blev saa siden mit Gjemme.
Aldrig skulde jeg dog over den vilde Sø
hilses af Menneskers Stemme,
aldrig en Sort Frugterne sanke,
aldrig min Saft tappes af Blanke.
Tredie Gang jeg et Dyr blev i den dunkle Skov,
ei dog skulde jeg løfte
Hjortens Krone, mens Lam spilled omkring min Bov.
Ensom maatte jeg snøfte
om som en Elg, Benene plumpe
tramped med Harm Skovenes Sumpe.
Aldrig timelig Magt rokker ved Himlens Dom,
jeg er Menneske vorden.
Røsten løfter jeg hæs, ene jeg seer mig om,
fremmed er jeg paa Jorden.
Hvad jeg saa hist bliver i Himlen,
veed kun min Gud, høit over Vrimlen.
Vil han slaae i mit Væld Evigheds Farvespil,
skal jeg bære hans Palme,
skal jeg staae i den Hjord, Hyrden velsigne vil,
faaer jeg Røst til en Psalme,
priser jeg ham, Spiret han bærer,
skal jeg det ei, dog jeg ham ærer.