Nu det flytter sig, det klare
Livets Træ og Dødens Tegn,
skrider over al den Skare,
stængt og gjemt bag hvert sit Hegn;
skrider bort fra mine Bøger,
Kister fyldt med Oldtids Guld,
og en Pen, som Dyngen øger
i en Lade altfor fuld,
ud til andre Hjem, hvor andre
Mænd forpleie Nutids Aand
og faae dens Guld til at vandre
blinkende fra Haand til Haand;
og trofaste Kvinder modig
følge den paa kryds og tværs,
om den avler end saa frodig
Børn og Præd’kener og Vers.
Korset skrider over Staden,
signer Brud og signer Lig,
stænker Vivand over Gaden,
Glædestaarer, Graad og Skrig.