Tal varlig om det gamle Kors,
ud breder det sine Arme,
og midt mellem dem et Hjærte slaaer
Gud Fader sig nu forbarme!
Og Armene en Broders er,
Hjærtet er brustet for Venner.
Fast tager Dødens kolde Haand,
men under dens Haand det brænder.
Hvergang vort Syn af Graad var slukt,
og i os Naglerne smerted,
om os det sine Arme slog,
og mellem dem er jo Hjærtet.
Og Hjærtets Suk for al vor Nød —
Siig, hvilken Nød er den største?
Lidt mer end Sukket efter Brød
er efter Retfærd at tørste.
Men midt i din og Verdens Nød
til Retfærd ei at kjende,
er værst dog, dette Korset mindst
tilsteder sine Svende.