Blinkende Snefnug falder
fint som Fjederkrystaller,
dækker mit Vindues Rist,
tynger min Vedbends Kvist.
Luften for Ørerne ringer,
udover Søen det klinger,
dybt Isharpen er stemt,
Vinterens Bryst er beklemt.
Bi paa Vaaren, dens Aande
gaaer henover din Vaande,
over det knagende Laag,
over det stivfrosne Aag.
Smelter saa Isens Splinter?
Letter saa Sorgernes Vinter?
Tiden gaaer, Aaret maa døe,
spire maa Nytaarets Frø.