I blanke Stjerner, som med Øine milde
paa Evighedens mørke Tæppe spille!
Hvem skulde troe, I er saa stærke,
Guds store KLjæmper i Pandsersærke!
Hvem skulde troe, at I har paa Sinde,
hvad i en Menneskesjæl er inde!
At Eders Flammetanker er saa ømme
som nogen Elskers billedrige Drømme.
Naar vore Fødder tilblods sig støde,
da Eders brændende Hjærter bløde;
at naar vi segne, paa bløde Hæxjder
I hen os bærer, hvor Smerten ender.
Som Storm og Lyn I Herrens Ærind fare,
da suse Vinger, blinke Fødder klare.
Men høres Latter fra Jordens Enge,
da leer I med fra Jert Himmelvænge.
Og leger Dyret i barnlig Gammen,
med Fryd I slaaer Eders Hænder sammen.
Vær hilset hver en natlig Stjerne!
I er Guds Hjærte i det Fjerne.