Ræddes du, fordi jeg sætter
Bo i dig, du Sorgens Hus?
Ei er af de onde Vætter
Sorgens store Genius.
Ei i Grus
styrter jeg min Broders Stue,
Suk skal høine Salens Bue,
Alvor stive Søilens Ben.
Manget Tag gik op i Lue,
for det var kun Letsinds Hue,
tungt Sind staaer som Sten.
Sukker du fordi jeg vækker
Tvivlen i din Tankes Leir?
Tvivl og Tro hinanden rækker
Haanden forat fange Seir.
Dagen feir,
da du mødtes med en Kjæmpe,
som ei tager Strid med Læmpe.
Taarn maa falde, brydes Mur,
Marathon er intet Tempe.
Fjendevold vi først maa dæmpe
i vort eget Skur.
Gyser du, fordi jeg spreder
Kulde om mig paa min Vei?
Veed du ei, at kjøle Steder
ei til Flammen sige Nei?
Ovnen fei!
Prøv min Sten, dens gode Gnister
tænde op paa Sjælens Rister.
Prøv mit Ved, er det end tørt,
det desmere Flammen frister.
Først paa Hjærtets Ild du drister
naar mit Brag er hørt.
Ængstes du, for jeg skal rane
dig den sidste Skat, du har?
Haabet, der som Gryets Hane
endnu holdt din Udsigt klar?
Angsten spar!
Har du hørt, at de ei haabe,
som har tømt den sidste Draabe?
Lad kun alle Klagers Ravn
hæs sig skrige, da vi raabe:
Op! Man gaaer ei som en Taabe
ind i Fredens Favn.
Saa han kvad, de kjække klare
Toner mod mit Hjærte slog,
Korsets Kjæmpers lange Skare
tyst forbi mit Øie drog.
Dybt jeg tog
efter Veiret, friske Strømme
kjøled Brystet, lyse Drømme
steg af Sjælens Katafalk.
Buen farved Skyens Sømme —
ja, vi to vil sammen tømme
Livets, Dødens Kalk!