Med Panden bøiet frem jeg skred,
og Vinden sled i Hatten;
for jeg var træt, og den var vred,
jeg vilde hjem før Natten.
Foran mig sneg sig En afsted,
jeg saae ham ei for Støvet,
end mindre hørte jeg hans Fjed
for Sus og Brus, i Løvet;
men vidste grant, han var der, thi
hans Nærhed just mig pinte;
hver Gang jeg vilde ham forbi,
greb Vinden mig og hvinte.
Og dreied jeg mig paa min Hæl
blot forat trække Veiret,
han gik i Kreds og holdt min Sjæl
i Hexe-Ring beleiret.
Ved Hjørnet slipper jeg ham dog,
jeg tænkte, og jeg standsed,
men bagved Hjørnet i sin Krog
min Fjende stod forskandset.
Paa Livets Ten et uredt Spind,
et Vanskud af dets Møie,
en Støvsky af dets Hvirvelvind,
saa stod han for mit Øie.
En Maske af mit eget Selv
med umaskeret Mine,
i hver dens Furer flød en Elv
af al min Vandrings Pine.
Han gik og satte af min Vei,
jeg fulgte ham paa Sporet.
Gud veed, min Fod han letted ei,
den gik som gjennemboret.
Saa naaede vi mit Haveled,
just Stormen Porten sprængte
og vildt i alle Træer sled
og Tegl i Gangen slængte.
Saa slap jeg ind, en tumlet Bold,
et Vrag med løsnet Planke,
min Bo var tom, min Ovn var kold,
og kold og tom min Tanke.
Men da jeg fik min Lampe tændt
og søgte til mit Sæde,
da sad han der, med Øiet vendt
imod min Bog, min Glæde.
Og hvor hans hule Blikke traf,
et Hul der blev i Skriften,
de klare Sandhedstegn faldt af,
og Tvivlen flød i Riften.
Jeg maatte vælge mig hans Plads,
der var jo ingen anden,
og er nu vorden hans Pallads
med hans Forstand i Panden.
Thi boer og bygger i mit Hus
og paa min Arnes Stene
nu Sorgens mørke Genius,
og han og jeg er ene.