Στυγίους δὲ βροτῶν οὐδεὶς λύπας ηὕρετο μούσῃ κὰι πολυχόρδοις ὠδαῖς παύειν — Euripidis Medea 200.
Ak, fandt dog nogen af Støvets Børn
den Sang, der læger for Livets Sorg!
Men med de skarpe, de gamle Tjørn
Sanggudens Fjeld er tykt begroet,
og Veien op til den lyse Borg
af vilde Fauner er tæt beboet.
De sætte Tonen til Hjærtesorg,
og Hulens jublende kaade Chor
og alt det Skrig om den lyse Borg,
de sære Drømme og stærke Lyster,
de summe tæt om de dybe Ord,
mens angest Haanden paa Strengen ryster.
Og Tonen stiger, og Guden svarer:
Jo, der er Kraft i det Strengespil!
Og Tonen ud over Dalen farer,
og Faunens Grin og Mænadens Tuden
forfølge Tonen som Chor dertil.
Saa siger Dalen: Jo, det er Guden!