Vilhelm Bergsøe (1835–1911)

A

Af halvtudviskede Blade

Ak, vidste Du, hvor jeg har syndet

Alt er saa stille; Kun Tonerne klinge

B

Broder deroppe! Hvad gaaer der dog af Dig?

Bølge mod Kyst, hvor kommer Du fra?

E

Erindrer Du, det var en Aftenstund

Et romersk Sagn for min Tanke staaer

F

Farvel, min blonde Pige

Fjernet fra den lyse Balsal

Fra Broager drøner det Skud i Skud

Før, naar Dagens Øie

Fører mig til Gravens mørke Lund

G

Gjæsterne inde fra Byen

Gud give, jeg var et Barn igjen

H

Han kom fra de fremmede Lande

Han vandred over Heden

Hisset, hvor Brændingens Braadsø sig bryder

Hun var saa ung, knap sexten Aar

Husker Du dit stille Barndomshjem

Hvergang jeg gaaer i Skoven taus og stille

Hvi er hans Rythmers Fald saa bløde, milde

Hvi sidder Du taus med Haand under Kind

Hvis Du mener, her er aabnet

Hvor der er deiligt dernede ved Sundet!

Hvor er det smukt, naar tvende Sjæle bygge

Hvor Nemisøen ruller sit blaaliggrønne Vand

Høit oppe i Sjælland, øverst mod Nord

Hør, Du gamle Stork, der stalker

Hør, Mo’er, jeg maa fortælle

I

I Aftensolen kaster

I Dalens Grød en Skytte laae

I Nybrogade, dér, hvor nu

I Præstegaardens Have

J

Jeg beder Dig ikke om Rosen paa dit Bryst

Jeg elsker Dig, min Sorg. Du er min Brud!

Jeg er saa slap, saa mat og saa svag

Jeg fik, hvorom jeg bad. Et lille Ord

Jeg har drevet omkring uden Maal, uden Med

Jeg kjender en Plet af mit Fædrelands Jord

Jeg kjender et Land, som fra Urtid blev lagt

Jeg sad alene ind under Fjeldet

Jeg vandrer gjennem Verden saa freidigt og saa let

Jeg veed ei selv, hvordan det mig gaaer

Jeg veed knap selv, hvad jeg vover

Just som Morgenen hævede høit sin funklende Fakkel

L

Ligge stille her i Baaden

M

Man nyser tre Gange, og strax har man sagt

Mod Stenen stemmer Sisyphus sin Skulder

Munken sidder i Cellen

N

Nei, det er ikke Sydens Luft

Nu frem til Høire! — Charlotte, nei

Naar ret jeg mig kaster i Livets Larm

Naar Tvende hinanden elske

Naar vi skal frelses gjennem Kjærligheden

Naar Vaaren tvinger Vintren til at vige

O

Og siig mig, lille Pige, hvi har Du Graad paa Kind

Omkap med Aftnens Skyer, som flyvende Fjer

P

Paa Monte Pincio staaer jeg. Solen slaaer

S

Sandet føg, og Stormen jog

September var kommen

Sig, husker Du hin Aftenstund i Mai?

Sig mig, Du Stjerne, som funkler saa tyst

Siig, husker Du første Gang jeg Dig saae

Skoven ved mit kjære Frederiksdal

Snart synker Solen — atter kommer

Som den skysorte Nat vælder ud over Jord

Som stærke Dæmoner

Sølyst, dine svale Skygger

Saa tankefuld hun stirrer fra Cellens trange Buur

V

Vinteren var kommen

Vær hilset, Venner, i fjerne Hjem