I Aftensolen kaster
Colossen sine Skygger
Henover Keiserborgen,
Som Vedbendsløret smykker.
Hvor før man Purpurseilet
Slog ud for Middagsheden,
Der blomstrer nu Levkojen,
Viburnen og Reseden.
Hvor Blodet randt i Strømme,
Hvor tusind Øine stirred,
Hvor Dødens Kampraab runged,
Saa Murens Grundvold dirred,
Dér er nu Gravens Stilhed,
Er Dødens Ro, den stærke,
Og Gladiatorsværdet
Er gjort til Korsets Mærke.
Hist i Cæsarens Loge
En Britte stolt flanerer;
Han blader i sin Murray
Og gaber og noterer.
Men midterst paa Arenen
Det gamle Jernkors stander,
Og Aftensolen, lyser
Paa Christenhedens Banner.
See, det er hele Scenen,
Som jeg den her har tegnet.
Personer: Jeg og Britten
Med Munken iberegnet,
Der hist ved Altret beder
Sin Rosenkrands, med Øine,
Der deles mellem Helgn en
Og Tøsen, den forfløine,
Som ligger der i Græsset,
Saa lang hun er, paa Ryggen,
Og misser imod Solen
Og ønsker sig i Skyggen.
Halvdunkel Aftnen skumrer.
— Da træder ind paa Scenen
En Hyrde, og han maaler
Med Falkeblik Arenen.
Det er en Campagnuolo, —
Det seer man paa hans Landse,
Gamascherne og Hatten,
Hvorpaa to Roser dandse.
Han stryger sig om Skjægget,
— Et Øieblik han grunder, —
Da var det, som om Korset
Ham viste klart et Under.
Thi fra den anden Side
Der træder ind paa Scenen
En ung og slank Romana,
Som maaler sky Arenen.
Hun vandrer frem mod Korset,
— Hvor er den Gang dog prægtig
Saa varsomt, at hun synes
Mig, mildest talt, fordægtig.
Hun skotter lidt til Siden
Og sender Munken Blikke,
Som om hun vilde sige:
„Forraader han os ikke?“
Saa træder hun andægtigt
Mod Korsets Tegn, det stærke;
Han fra den anden Side,
Tilfældigt — vel at mærke.
Og deres Munde møde
Hinanden rask, behænde,
Og deres Kinder gløde,
Og deres Blikke brænde.
Jo, det var rigtignok nydeligt,
Saa det var lavet sammen!
Jeg saae det ganske tydeligt,
Og Munken sagde: „Amen“.
Forbauset Britten stirred
Og kløede sig i Totten,
Notered saa i Bogen:
„In Roma, something rotten.”
Og Tøsen hist i Græsset
Sig reiser overende;
Med Fingeren i Munden
Hun stirrer paa de Tvende.
I hendes Blik sig maler
Beundring for det Sete,
Nyfigen Lyst at vide,
Om hver Gang saa det skete.
Men Munken strækker værdigt
Tre Fingre mod de Tvende
Og læser hele Ramsen
Forfra og til dens Ende:
„Enhver, som kysser Korset
Af reent og helligt Hjerte
Og tænker paa vor Frelsers
Og paa Madonnas Smerte,
Skal ganske have Aflad
For een og tyve Dage,
Saa hver en Synd kvitteres
Og ingen blier tilbage. —
See, mærk Dig det, Agnese
Og hør saa op at grine,
Og husk at kysse Korset
Andægtigt, just som hine!“
Jeg smilte, thi paa Korset
Saae jeg Gud Amor hvile;
Han skelede til Munken
Og hvæssed sine Pile.