Bergsøe, Jørgen Vilhelm, 1835–1911, Forfatter, Zoolog. F. 8. Febr. 1835 i Kbh. (Trin.), d. 26. Jan. 1911 sst., begr. sst. (Vestre).
Bergsøes første Barndomshjem var den gamle kgl. Porcellænsfabrik paa Købmagergade, senere kom han i Huset hos Martin Hammerich paa Christianshavn. Fra hans Skole blev han dimitteret 1854, og her underviste han i sin Studentertid en Overgang i Naturhistorie. Han vilde først studere Medicin, men kastede sig snart med Begejstring over Zoologien, sluttede sig med en Partigængers Lidenskab til J. C. Schiødte og tog Magistergraden med Entomologi som Hovedfag 1860. Men hans Øjne var ikke stærke, og den stadige Brug af Mikroskopet viste sig at være skadelig for hans Syn. I Foraaret 1861, under et Ophold i Hellebæk, fik han en alvorlig Øjenbetændelse, og det var nærmest i Haabet om Helbredelse for dens Følger, at han samme Efteraar begav sig til Italien. Rejsen gav store Resultater baade for hans Sundhed og videnskabelige Uddannelse og lagde Grunden til hans Fortrolighed med italiensk Natur og Folkeliv. Han vendte hjem over Paris i Efteraaret 1863 og tog n. A. Doktorgraden. Men nu fulgte en ulykkelig Tid. Hans Sygdom brød ud igen, en Tid var han næsten blind, og en pinefuld Gigtlidelse sluttede sig til. Først 1875 fik han Synet igen efter en Operation. Det er i denne Periode, hans betydeligste digteriske Forfatterskab falder, frem for alt de store Romaner, som for det meste blev nedskrevet efter hans Diktat. Stødet til Bergsøes Fiktionsværker gav Goldschmidt ham under deres samtidige Ophold i Rom 1862.
Med »Fra Piazza del Popolo, Livsbilleder samlede i Rom« (1867, Prologen dateret Maj 1866, Undertitlen senere ændret til »Novelle-Cyklus«) udgav han den vistnok mest læste danske Roman (ogsaa udbredt gennem Oversættelser i Sverige og Tyskland). Den sindrige Komposition af syv Historier med et vist Fællesskab i Intrigen minder om Goldschmidts »En Majfest« og »Fortællinger og Skildringer«, hvorfra Bergsøe ogsaa har den kunstfærdige Modstilling af dansk og romersk Milieu. Kunstnerkredsen er den samme, Goldschmidt har skildret i »Hvorledes man lever i Rom« og »Hvorledes man fortæller i Rom«. Talrige Enkeltheder i Personskildring og Handling stammer fra »En Jøde« og »Arvingen«. Ogsaa fremmed Underholdningslitteratur ligger bag ved Bogen, saaledes »Greven af Monte-Christo« (den unge Ædling blandt Banditterne, der dog allerede optræder i »Improvisatoren«, Skindøds-Beretningen); endvidere den sociale Roman som Sues »Evige Jøde« eller »Paris’ Mysterier«; muligt har ogsaa Skildringen af de fattige eller af den unge Helts ensomme Liv i Hugos »De Elendige« spillet med ind. Fælles med denne Art Roman har Bergsøes Vanskeligheden ved at holde Karaktererne fast fra deres første Stadium, til de efter et snedigt Forsvindingsnummer dukker op igen. Den næste Roman, »Fra den gamle Fabrik« (1869), forfattet i Italien, er i Interiør og Handling, til Dels ogsaa i Personskildring stærkt afhængig af Goldschmidts »Fra min Onkels Hus«, »Arvingen« og »Ravnen«; ogsaa Goldschmidts Nemesis-Ideer træder frem i denne smukke og velfortalte Bog; tillige optræder nu Dickens som Bergsøes Læremester. Endnu er den goldschmidtske Skole mærkbar i den italienske Roman »Nemesis«, der først udkom 1911 efter Bergsøes Død (Fortsættelsen fattes), hvilende paa den religionsfilosofiske Tanke om Nemesis-Troen som Grundlag for al højere Religion og Ideen om Tab af Kærlighedslykke paa Grund af et urent Forhold til Kvinden. Med »Bruden fra Rørvig« (1872) (sml. »Guds Engel fra Rørvig« og »Ekkoet«) forsvinder Goldschmidts Spor af Bergsøes Produktion.
Som Elev af den danske Kunstprosas Fornyer har Bergsøe sine utvivlsomme Fortrin; vel naaede han ham langtfra i Karakterernes Dybde og Sprogets Skønhed, men han havde noget af hans Stemningsmagt og føjede hertil af sit eget en ualmindelig Fantasikraft. Det er ved disse Bøger, han indtager en betydelig Plads i den danske Efterromantiks Historie. Hvad han ellers har digtet, er af ringere Værd: Brev-Romanen »I Sabinerbjergene« (1871), Fortællingen »Falskmøntneren« (1900), nogle Bind danske og italienske Smaafortællinger »Gjengangerfortællinger« (1872), »Italienske Noveller« (1874 og siden), nogle Hundrede Digte af udpræget elegisk Karakter (»I Ny og Næ« 1867, »Hjemvee« 1872, »Blomstervignetter« 1873, »Oktobernatten« 1892 om Christiansborgs Brand). I de litterære Stridigheder efter 1871 tog Bergsøe Plads paa højre Fløj; han skrev bl. a. imod Drachmanns »Rimbrev til Esrom Sø« i »Ude og Hjemme« 24. Febr. 1878 sit »Svar fra Esrom Sø til Holger Drachmann« sst. 3. Marts s. A. og 1894 meget omstændelig versificeret, aristofanisk Komedie »Sandhedens Mænd«, der med stor Iver polemiserer mod alt det nye Liv efter det »moderne Gennembrud« fra Hørup og Georg Brandes til »Taarndigtere af nyeste Skole«.
Ved Siden af sit digteriske Forfatterskab har Bergsøe et ret omfattende som Oplysningsskribent med livligt skrevne, illustrerede Værker. De vigtigste er »Rom under Pius den Niende« (1877), »Fra Mark og Skov« (2 Bd., 1881), »Danske Medailler og Jetons fra 1789–1891« (1893). Endelig har han udgivet sine Erindringer i en Række Bind med Titlerne »De forbistrede Drenge« (1898), »Krigen og Koleraen« (1900), »Studenterleben og Studieliv« (1903), »Under Palmer og Pinier« (1905), »Eventyr i Udlandet« (1905), »Henrik Ibsen paa Ischia og »Fra Piazza del Popolo«« (1907). Det er et fængslende fortalt Memoireværk, men som personalhistorisk Kildeskrift ikke anset, da den fantasirige Bergsøe, der i sine Fortællinger plejede at omdigte Tænkt og Oplevet, var meget modtagelig for Hukommelsesforskydninger. Bergsøe udgav selv sine »Poetiske Skrifter« i syv Bd. 1905–07, efter hans Død udkom »Romaner og Fortællinger« i 6 Bd. 1913–14.
Paul V. Rubow in: Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. II, pp. 477–479.