Vilhelm Bergsøe (1835–1911)

Du spørger, hvem hun ligner og hvorledes hun seer ud

Naar ret jeg mig kaster i Livets Larm

Sig, husker Du hin Aftenstund i Mai?

Naar Tvende hinanden elske

Erindrer Du, det var en Aftenstund

Hvergang jeg gaaer i Skoven taus og stille

Snart synker Solen — atter kommer

Sig mig, Du Stjerne, som funkler saa tyst

Ak, vidste Du, hvor jeg har syndet

Jeg er saa slap, saa mat og saa svag

Mod Stenen stemmer Sisyphus sin Skulder

Gud give, jeg var et Barn igjen

Jeg fik, hvorom jeg bad. Et lille Ord

Jeg elsker Dig, min Sorg. Du er min Brud!

Der gaaer et Suk af Sorg og Savn og Længsel

Naar vi skal frelses gjennem Kjærligheden

Hvor er det smukt, naar tvende Sjæle bygge