„Hør, Mo’er, jeg maa fortælle,
Hvad jeg i Aftes saae;
Først var Himlen kjedelig
Og ganske mørkegraa.
Men saa var det paa Tide,
At Solen gik i Seng;
Det vilde Fader vise mig
Derude fra vor Eng.
Os da vi kom derud,
Saa blev Himlen ganske rød;
I Luften Skyen blussed
Og glimted som en Glød.
Ja, Skyerne sig klædte
I alle Farvers Pragt;
Langt smukkere, Moder,
End min egen Søndagsdragt.
Nu veed jeg ganske sikkert
Hvad jeg vil være, Mo’er,
Naar jeg faaer drukket Bjørnemælk
Og naar jeg bliver stor.
Saa vil jeg Skyen jage,
Den røde med den graa;
Skysamler vil jeg være,
Og Du skal see derpaa.
Men af de blanke Skyer
Jeg bygger mig et Slot;
Dér skal Du hos mig leve
Og have det saa godt.”
Da tog den unge Moder
Sin Søn paa sin Arm
Og knugede ham heftigt
Med Angst til sin Barm.
Og medens Nattens Stilhed
Drog hen over Jord,
Hun hvidskede ham lønligt
I Øret disse Ord:
„Lad Himlens Skyer fare,
De røde med de graae!
Det baader Dig kun lidet
Om dem Du kunde naae.
Lad Ærens Skyer flagre
Alt for den vilde Vind!
Dem lægge Du Dig aldrig
Paa Hu eller Sind.
Lad Livets Skyer vige,
O, hold dem aldrig fast!
De kunde let Dig knuge
Med altfor tung en Last.
Og byg Dig ingen Slotte
Af Aftenskyers Guld!
De svinde bort som Taager,
Naar Du bli’er lagt i Muld.
Thi veed Du hvad der gjemmes
Bag Skyen rød og graa?
Dér skjuler sig det dybe,
Det rene Himmelblaa.
Dér staaer et Slot af Stjerner
Høit over hver en Sky;
Dér skal vi eengang leve.
Dér fødes vi paa ny.
Men den, som lod sig lokke
Af Glimmerskyens Dunst,
Han kommer der ret aldrig,
Han levet har omsonst.
Han synker som en Draabe
Til Jord fra Skyens Rand,
Og maa paa ny da stræbe
At naae til Stjernens Land.”