„Hvi sidder Du taus med Haand under Kind
Og tankefuld Mine?
Hvi stirrer saa dybt Du i Skyerne ind,
Der jages afsted for den viftende Vind,
Min egen Pauline?
Har Sorgen alt fundet vor yndige Bo?
Ak, siig mig, hvad er det, som nager Din Ro
Og volder Dig Pine!
Min Gud, Du har grædt! I Øiet end staaer
En perlende Taare;
Din Læbe skjælver, Dit Hjerte slaaer
Og dybt et Suk til mit Øre naaer.
Du kan mig ei daare!
Min unge Hustru, hvad volder Dig Meen?
Ak, læg paa mit Hjerte den tunge Steen,
Dig skal den ei saare!”
„„Ja, Vilhelm, min Husbond, min eneste Ven,
Paa Dig tør jeg lide!
Til Dig har jeg givet mit Hjerte hen,
Al Livets Fylde Du gav mig igjen,
Du Alting skal vide!
Hver nagende Tanke, der plager mit Sind,
Hver Sorg og Bekymring, der bleger min Kind,
Hver Kummer og Kvide!
I Nat, da Søvnen sløred mit Blik,
Og Drømmene kom til mit Leie,
Da syntes jeg grant vi tilsammen gik
Saa underligt vexlende Veie.
Jeg drømte vi gik saa trøstig vor Gang
I Skoven ved Foraarstide;
Blomsterne dufted, Fuglene sang,
Og Tonerne løde saa blide.
Vi sang og jublede Haand i Haand
Omkap med Fuglenes Vrimmel;
Paa Toner baaren flagred vor Aand
Mod den solbestraalede Himmel.
Da dækkedes Solen, Veien blev trang,
Vi gik paa en nøgen Hede,
Der strakte sig fremad, uendelig lang,
Med Afgrunde dybe og brede.
Saa træt blev Dit Øie, Din Fod saa mat,
Hver Glæde lukked Du inde,
Og trindt omkring faldt Mørket brat,
Saa Vei vi knap kunde finde.
Dog vandred jeg fremad med trøstigt Mod;
Thi en enkelt tindrende Stjerne
Steg op paa Himlen og ledte min Fod
Mod et brusende Hav i det Fjerne.
Men underligt var det. Skjøndt Stjernen stod
Og lyste klart fra det Høie,
Var træt Din Tanke og svag Din Fod,
Og lukt for dens Glands var Dit Øie.
Ja underligt var det, naar Stjernen gjød
Sin blinkende Trøst til mit Hjerte,
Til Dig sig aldrig en Straale skjød,
Som kunde mildne Din Smerte.
Tilsidst vi stod ved det yderste Hav,
Hvor Evighedsbølgerne ile,
Hvor Bredden, dannet af Grav ved Grav,
Gav Jorderigsslægterne Hvile.
Dér satte vi begge os mødige ned,
Vi følte vor Tid var omme,
Og tause i Nattens hvilende Fred
Vented vi Dødens Komme.
Da foer der et Lyn over Himlens Rand
Og gjennem vort Hjerte en Gysning,
Af Bølgerne dukked et selsomt Land
Frem i en magisk Belysning.
Og rundt omkring fra den undrende Jord,
Fra Luften og Havets Vrimmel
Steg frigjorte Aanders Forløsningschor
Op imod Herrens Himmel.
Og Havet, der før mod Kysten slog
Alt med sin skummende Bringe,
Det standsede brat sine Bølgers Tog,
Og Vinden hvilte sin Vinge.
Fra Himlen atter sig rev et Lyn
Og spillede hen over Vandet —
Da klaredes det for mit indre Syn,
Da saae jeg Forløsningslandet.
Med Regnbuefarver i Sollysdragt,
Som brødes i blanke Krystaller,
Der reiste sig op i unævnelig Pragt
Et Tempel med lyse Haller.
Jeg veed ei længer, hvordan det saae ud,
Det staaer som en uløst Gaade —
Jeg følte kun, jeg var nær min Gud,
Skjøndt værdig ei til hans Naade.
Med Haanden skygged jeg for mit Syn,
Mod Jorden mit Blik jeg vendte,
Da kom der et andet blinkende Lyn,
Og hør nu, hvad der mig hændte.
Paa Lynets Straaler vandred Han trygt
Som før paa Genezareths Vover;
Han sagde: „Kvinde, vær uden Frygt!
Følg med; jeg bærer Dig over!”
Da traadte jeg ud paa det hvilende Hav
Og rakte imod Dig Haanden;
Men Du var bleg som en kalket Grav
Og krympede Dig i Vaanden.
Han sendte Dig kun et eneste Blik,
Men fuldt af den dybeste Smerte,
Da saae jeg, at der en Gysning gik
Igjennem Dit døende Hjerte.
Da løstes Du op som den tøende Snee
Og blev til Skummet paa Vandet;
Det gjorde mit Hjerte den sidste Vee
Paa Vei til Forløsningslandet.
Da vaagned jeg op i Angst og Gru,
Du rolig laae ved min Side —
Ak, Vilhelm, min Husbond, fatter Du nu
Min Sorg og lønlige Kvide?”