Saa tankefuld hun stirrer fra Cellens trange Buur,
— Smaaskyerne drive for Vinden —
Hun følger Svalens Flugt over Klosterhavens Muur
Og Solstraalens Legen i Linden.
Hun følger Svalens Flugt over Klosterhavens Træer,
— Smaaskyerne drive for Vinden —
Maaskee den bygger Rede hos ham, hun havde kjær.
Og Solstraalen lyser i Linden.
Men alt som Fuglen svinder i Luftens klare Hav,
Hvor Skyerne drive for Vinden,
Hun tænker: Nu flyver den maaskee til hans Grav —
Og Solstraalen slukkes i Linden.
Ja, Fugl tør bygge Rede og Træet sætte Frugt,
Og Skyerne drive for Vinden;
Men Kvinden skal aves under Klosterlivets Tugt
Og blegne som nu Straalerne i Linden.
Den høieste Attraa med den sødeste Begjer
Skal spredes som Skyerne for Vinden,
Hver Tanke, hvert Minde om ham, hun havde kjær,
Skal visne som Bladene paa Linden.
Og saadan skal hun sidde Aar ud og Aar ind,
Mens Dagene skifte som Vinden,
Til Døden engang kysser den falmede Kind
Og reder hende Seng under Linden.
Hun stirrer saa veemodigt langt ud i Aftnens Stund
— Skyroserne splittes af Vinden —
Det var som Smilet stivned om den bævende Mund,
Og som der gik et Suk gjennem Linden.