Det var en Sommeraften,
— Det huskede han vel —
Han vandred hjem alene
I den dugfriske Kvæld.
Han vandred hjem alene
Langs Skovsøens Bugt;
Men for dens bløde Skjønhed
Hans Øie var lukt.
Aakanden flød saa stille
Paa det sorteblaa Vand,
Og Hybenrosens Klynger
Hang over Slusens Rand;
Som mørkegrønne Bægre
Skovbregner yppigt stod,
Og Vedbenden ranked sig
Hen over deres Fod.
Fra Dybet derude
Steg sære Toner frem —
Det var en anden Verden,
Som rørte sig i dem.
Snart Krikandens Rappen,
Saa Klokkefrøens Kluk,
Saa Sudens underlige
Og tonløse Suk.
Da lød et Slag i Vandet,
Saa kort og saa brat,
Da husked han, han havde
En Nattesnøre sat.
Det rev ham af hans Drømme,
Og hurtigt hen han foer
Til Slusen for at finde
Den lønligt gjemte Snor.
Men som han nu sig læned
Over Stigbordets Rand,
Sig Hybenrosen speiled
Dybt i det stille Vand.
En af dens svaie Grene
For hans henrykte Sands
Var bøiet i sig selv
Til en fyldig Rosenkrands.
Han greb den og betragted
Den tankefuldt og tyst,
Hvert Blad var saa fuldrundt,
Saa skjært og saa lyst.
Der gik en Blomsteraande
Fra hvert et Bægers Hvælv —
Han skjulte den i Busken
Og sagde til sig selv:
„Saa har hun dog i Aften
Besøgt den samme Plet,
Hvorom min Tanke dreier
Sig ør og tung og træt;
Saa har igjen hun vandret
Paa den lønlige Sti —
Hvad hjælper mig det Hele?
Med os er det forbi!
Hvad hjælper det at stride,
Naar man er lavt paa Straa?
Man flyver ei med Ørnen,
Er selv man Spurven graa.
Hvad hjælper Ungdomshaabet
Og et Livs Poesi
Mod Excellencetitlen
Og et fedt Baroni?
Hvad er Studentens Drømme
Og Lyrens kjække Slag
Mod Harlequinsnøglen
Paa Kammerherrens Bag?
Hvad er en aandig Stræben
I Narrekompagni,
Vel andet end blandt snørte
Vesper en Honningbi?
Thi Tankens Vox det stærke
Og Aandens Honning hin,
Det bytte bort de gjerne
Mod formet Stearin.
Som braadløse Droner,
Selvskrevne til Død,
De gide kun sig nære
Af andres Sparebrød.
Og her blandt disse Avner
Af maskintærsket Halm
Skal hun forgaae, som støbtes
Af fuldtonigt Malm.
Ak, hvad maa hun ei lide
Ved dette Gjøglespil?
Blandt drevne Hyacinther
En Skovrose vild.
Jeg kunde hende frelse!
Hvis mig hun vilde tro,
Da kunde jeg vel tømre
En bedre Livsensbro;
Thi den, hun nu betræder,
Er lagt paa Glimmersand,
Og fører aldrig over
Mod Evighedens Land.
Thi er det bedst for begge,
Jeg flyer hendes Egn;
Jeg vil ei agte mere
Paa de lønlige Tegn.
De gjælde mig for meget,
Ifald jeg tør dem troe,
Og gjælde de mindre,
De røve mig min Ro.”
Det rykkede i Snøren;
Han efter Krogen saae,
Han mærked, at en Gjedde
Fuldvægtig hang derpaa.
Den krummed og den vandt sig
I løierlige Hop,
Men maatte dog tilsidst
Over Slusediget op.
Og som den nu sig boltred
Med sprællende Sving,
Saae han ved Floddet hænge
En gyldenblank Ring.
Med lilieklare Perler
Den trindtom indlagt var,
Og over Midten lyste
Rubinens Dobbeltpar.
Han skyndte sig at gribe
Den kostelige Skat;
Han kjendte den, den lyste
For ham hiin Sommernat,
Da første Gang han skued
Ved Fuldmaanens Skin
I hendes sjæledybe,
Violblaae Øine ind.
„De lilieklare Perler,”
— Saa faldt hiin Nat hans Ord —
„Betegner Uskyldstanken,
Som den hos Kvinden boer.
Rubinen tyder Elskovs
Allerlønligste Magt;
Thi fik de Blodets Farve
I Bjergets dybe Schacht.
Men Guldet, der sig slutter
Om Juvelernes Glands,
Er Troskabstankens faste,
Ubrydelige Krands.
Naar disse trende tage
Hverandre fast i Haand,
Da formes de til Heelhed
Og danne Ringens Aand.
Med den kan man bøie
Hver Hindring paa sin Sti,
Med den bliver Livet
Een Samklangsharmoni.
For den var ingen Lænke
Saa svær og saa fast,
Det vendte sig jo saadan,
At Leddene brast.”
Hun havde Intet svaret,
Men tiet med et Blik,
Der som en Solskinsstraale
Dybt til hans Hjerte gik.
Han havde fast forglemt det
I sin Tvivl og sin Sorg —
Nu heisede han Flaget
Paa Haabets Klippeborg.
Han hviskede saa stille:
„Jeg sætter ind mit Liv!
Jeg svaier og jeg vakler
Ei meer som Søens Siv;
Men sige hende maa jeg
Min Mening reen og skjær,
Saa faae vi vel prøve,
Hvad Guldet er værd.”