September var kommen
Med sin bjergfriske Luft,
Med Asters, Georginer,
Og Resedaens Duft,
Med stubbede Marker
Og Bygelhornets Klang,
Med Meisens og Musvittens
Fintkviddrende Sang.
Mod Syd de lette Svaler
Var dragne, som han —
De Fugle har dog mere
End Menneske-Forstand.
Hver Vinter Pyramiden
Af dem en Lovsang faaer,
Om Sommeren Kjæmpehøien,
Hvor Stendyssen staaer.
Nu Rederne hang tomme
Bag Straatagets Skjæg,
Og Vinranken rødmed
Langs Præstegaardens Væg.
I Lunden Vinden sukked
For hvert et Blad, som faldt;
Man mærked Efterhøsten
Sig nærmede alt.
I Præstegaardens Stue
Var Tæpperne lagt paa,
Og Vintergardiner
For Ruderne man saae,
Dog stod et Vindue aabent
Nær Vinrankens Net;
Den Lille stod ved Karmen
Og ordned’ en Buket.
„Min Gud, hvor var den yndig
Den sidste Nøddetour!
Skjøndt Charles rigt’nok gjorde
Utilladelig Cour” —
Saa lød Cousinens Stemme,
Mens hen i en Krog
Hun kasted halvtopskjaaren
En gjennembladet Bog.
„Idag er vi alene!
— Onkel er jo paa Jagt —
Imorges blev jeg færdig
Med min lyseblaa Dragt.
Jeg kjeder mig saa grueligt!
— Hvor Heiberg dog ta’er a’ —
Gud veed, hvor han tager
De dumme Tanker fra?
Jeg prøved just at læse
Hans nyeste Skrift;
Men byde noget Saadant
Er i Grunden dog stivt.
Det hedder „Nøddeknækkerne”,
Vil Du tænke Dig blot!
Og der er Meget i det,
Som, mildest talt, er raat.
Og saa er den for Handling
Aldeles blot og bar.
Det er om en Familie,
Som ingen Tænder har.
Det er vist Persifflage,
Et ondskabsfuldt Spil!
Gud veed, hvem nu Forfatteren
I Grunden sigter til?
Dog mens jeg sad og læste
Om Nøddetouren dér —
Hvad mener Du, det er dog
Et guddommeligt Veir.
Der kommer Charles ude
— Naa vær nu ingen Nar! —
Det er dog altid yndigt,
Naar en Herre man har.
Han bære kan Kartoflerne,
Saa sørger jeg for Smør;
Naar vi har plukket Nødder,
Han Ild i Skoven gjør.
I Møllen kan vi hente
Baade Theetøi og Vand —
Hvad mener Du, er Planen
Ei lagt med Forstand?”
Den Lille skotted hemmeligt
Til Vinduets Glar;
Det var, som tvende Stemmer
Gav et forskjelligt Svar.
Den ene raabte: „Skynd Dig!”
Den anden hvisked: „Nei!”
Selv svarede hun vaklende:
„Det passer sig ei!”
„Den sidste Gang var Tante
Paa Nøddetouren med.
Nu veed Du, hun er tagen
Til Byen afsted.”
„Aa, Tante!” lo Cousinen.
„Du er en lille Gaas.
Tro mig, foruden Tanter
Der Meget kan naaes!
Ja, hvis vi var i Byen,
Det var en anden Sag;
Dér ere vi jo Slaver
Hver evige Dag.
Paa Landet er man heldigviis
Lidt mere ligefrem —
Og vi kan naae tilbage,
Før Onkel vender hjem.”
Den Lille vilde svare,
Da hørtes der Fjed,
Og Charles mørke Skikkelse
Til Vinduet skred.
En Kurv med sorte Brombær
Han strøg af sin Arm,
Og satte med en Hilsen
Den i Vinduets Karm.
„Veed De, hvor jeg har været
Ja, jeg stod op ved Gry.
Jeg kommer fra Skovene
Langtovre ved Rye.
En Kurv jeg dér har plukket
Af Brombær sorteblaae.
Jeg haaber, at ei Damerne
Min Kurv vil forsmaae.
Hvor der var smukt i Skoven,
Det kan De aldrig troe!
Den laa i en forklaret,
Forventningsfuld Ro.
Den var mig som en Døende,
Der veed, at Alt er endt;
Men netop lyser klarest
I Forløsningens Moment.
De jydske Skove ligne
Ei dem ved Kjøbenhavn;
Dér tykkes de mig ofte
Som Ris ved Fastelavn.
Dér kjender man slet ikke
Skov-Ensomhedens Magt,
Fra den Tid Pan og Nymfe
Trak i Pariserdragt.
Men før den mørke Vinter
I Sneepels skrider frem,
Vi burde tage Afsked
Med Skovens muntre Hjem,
Med Dalen og med Møllen,
Med Brinken høi og brat,
Men meest dog med det fristende
Løvbrune Nøddekrat.
Jeg lytted dér i Middags
Til Skovskadens Røst;
Endnu af Nødder er der
En prægtig Efterhøst.
De sidde ganske løse,
Man kan dem ryste ned — ”
„Nei hør!” — Cousinen raabte —
„Vi maa, ved Gud, afsted!
Det Træf er for mærkværdigt! —
Tænk, lige før De kom,
Saa læste jeg hos Heiberg
Saa Meget derom.
Hvor han dog er guddommelig!
Charlotte, ikke sandt?”
„Deri vist ei De feiler”,
Svared Charles galant.