Jeg kjender et Land, som fra Urtid blev lagt
Høit mod Nord, midt i rullende Hav;
De bølgende Høider er hele dets Pragt,
Hvor Egene grønnes og Tjørnen staaer Vagt
Som Væbner ved Kjæmpernes Grav. —
Ja, vel er Du lidet, mit Fædrenebjem,
Blev Du maalt efter Fattigmands Karv;
Men dog gaaer dit Rygte blandt Folkene frem,
Thi Fortiden tog Du i Arv.
Jeg kjender et Sted paa min Fædrenestrand,
— Som et Syn staaer det frem af min Hu —
Dybt speiler sig Bøgen i Skovsøens Vand,
Let Aakanden gynger langs Sivenes Rand,
Og Roserne blomstre endnu. —
Ja, vel har af Roser fra Ungdommens Vaar
Den bedste jeg selv veiret hen;
Men Tiden kan vel bringe fastere Kaar,
Og selv har jeg reist mig igjen.
Nu fylder saa lønlig en Længsel mit Sind,
— Lig en Fugl gaaer det frem imod Nord,
Hvor Granerne hvidske i Aftenens Vind,
Og Iloserne rødme med blussende Kind
Og bøie sig blysomt mod Jord. —
Ja, Skoven og Vandet og Rørenes Suus,
Alt det kan vel findes paany;
Men hvo skal vel tjælde min Kjærligheds Huus
Og reise dets Guldspir mod Sky?