Paa Monte Pincio staaer jeg. Solen slaaer
Sit Flammetelt langs Iiorizontens Linier,
Og mens den langsomt til sin Hvile gaaer,
Forgylder den de mørkegrønne Pinier.
Alt er saa stille; til mit Øre naaer
Kun Nattergalen fra de nære Vignier,
Og monotont sig med dens Klager blande
De sprudlende Fontaners friske Vande.
Og Dagen svinder. Skjult i Nattens Gjern
Den fulde Maane over Roma svæver,
Paa Himlens Baggrund Peterskirken hæver
Sit kuppelbaarne Kors mod Frelsens Hjem.
Af Nattens Porte Stjerner stige frem,
Lavt over Korset Sirius alt bæver,
Mens Dioscurerne med sænket Pande,
Af Maanen blegnede, mod Zenith stande.
Ved Obelisken staaer jeg. Taust og tyst
Den minderige By i Dybden ligger,
Men ei min Sjæl dens døde Storhed drikker;
Min Tanke flyver til en anden Kyst.
Til Dig, mit Nord, mit Hjem, mit Haab, min Lyst,
Til Dig jeg Tankens Bud med Længsel skikker,
Til Dig, o Gefion, med de lave Strande,
Du skjønne Havfru, født af Sundets Vande!
Og dog, hvad vil jeg der? Naar Øresundet
Paany mig vugger i sin bløde Favn,
Da vil i Bølgen speiles et forsvundet,
Et savnet Billed og et elsket Navn,
Og Skoven hvidske vil om Sorg og Savn,
Og Voven om den Tid, som er henrundet,
Og Himlens Stjerner om det Haab, hun skabte,
Og Nattens Stilhed om den Fred, jeg tabte.
Og naar de istillagte, blanke Vande
Af Sneen dækkes i mit kolde Nord,
Da vil ved Tibren mine Tanker lande,
Hvor Rosen blomstrer og hvor Mindet boer;
Og fra mit Hjemlands sneeomføgne Strande
Mod Syd jeg sende vil to Længselsord:
Det ene „Roma“ lyder; men med Smerte
Jeg dølger taus det andet i mit Hjerte.