De Aakander lyste fra Skovsøens Vand
Med Kroner som Svaneduun brede,
Et Himmelens Speil var det hvilende Vand,
Og Smaaskyer over det skrede.
De Aakander lyste med drømmende Blik
Og gynged for Sommerens Vinde,
Naar Drivskyen hen over Vandspeilet gik,
De troede i Himlen sig inde.
Men kom saa den mørke, tungsindige Nat
Og stirred i Skovsøens Vande,
Da lukked hver gyngende Blomst sig brat
Og dukked i Dybet sin Pande.
Som Aakandens Blomst er og Menneskets Sind,
Det flyder paa Stemningers Strømme,
Gaaer Solskyen, frem for Medgangens Vind,
Strax svæver mod Himlen dets Drømme.
Men kommer saa Sorgens og Kummerens Nat,
Da sænker det modløst sin Pande,
Og folder sig sammen og lukker sig brat,
Som Blomsten paa Skovsøens Vande.