Der gaaer et Suk af Sorg og Savn og Længsel
Igjennem Alt, hvad der paa Jorden boer;
Thi hver en Sjæl, hvor høit den ogsaa foer,
Sig føler knuget af sit Jordlivsfængsel.
Hvad kan da sprænge dette stærke Hængsel,
Som binder Aanden til den mørke Jord?
Er ingen Trøst da givet, intet Ord,
Der løser Sjælen fra dens dybe Trængsel?
Et Ord der findes, som kan os forløse,
Eet lille Ord, os naadigt sendt fra Gud,
Og af hvis Væld vi Kraft og Lindring øse.
Thi er paa Jorden lukket til vort Eden,
Er Alting tabt og Haabet slukket ud,
Vi skal dog frelses gjennem Kjærligheden.