Et romersk Sagn for min Tanke staaer:
Enhver, som i Midnatsstunden
Med Tro i Hjertet til Tre vi gaaer
Og fører dens Vand til Munden,
Han skal, saa vide han farer om
— Ja, var det til Nordpolens Strande —
Dog længes efter det deilige Rom
Og Trevis hvidskende Vande.
Han skal ved Morgen og seent i Kveld,
I Vintrens og Sommerens Dage,
Dog mærke i Sjælens inderste Væld
En Kraft, som drager tilbage,
En Magt, der lokker med lønlig Røst,
En Røst, der kalder og klager,
En bævende Længsel dybt i sit Bryst,
Som atter mod Rom ham drager.
Han skal ei glemme den evige Stad,
Hvor Skjonhedsstraalerne strømme,
Hvor Skjemten og Alvoren følges ad,
Og Gjerningen parres med Drømme,
Hvor Nuet løfter ham fuglefri,
Mens Storhedens sjunkne Minder
Ham sang en alvorsfuld Melodi
Om Tiden, som løser og binder.
Og er han ei en usalig Mand,
Som svigtes og vrages af Lykken,
Da skuer han atter Italiens Land
Og drømmer i Laurbærskyggen,
Da drømmer han atter med Fryd igjen
Hiin Drøm fra hans Ungdoms Dage,
Han lytter igjen til Sphinxens Sang
Og til Antikernes Klage.
Du klare Fontane med Perlers Pragt,
Du boblende, skummende Trevi,
Du kjølige Nymphe i Sølvmorsdragt,
Som vækker en Længsel, en evig, —
Vel lytted jeg tidt til din lokkende Sang
Ved Dag og i Natten, den silde,
Dog lærte mig Livets vexlende Gang
En dybere rindende Kilde.
Den bruser dybt i hvert Menneskebryst,
Men dybest dog hos en Kvinde;
Den taler om Længsel, om Savn og Lyst
Saa lifligt som Vaarens Vinde;
Den klinger dæmpet som Aanders Sang,
Den kalder, klager og daarer,
Og bryder den synligt frem en Gang,
Da kalder Verden den Taarer.
Som Trevi, der kommer fra Bjergenes Schacht
Og styrkes af Jordens Indre,
Saa eier det Væld en unævnelig Magt
Til Menneskesjælen at lindre;
Men vee den Mand, som i lønlig Stund
Har speidet dets lønlige Veie
Og kjølet ved den sin brændende Mund, —
Hvis ei han det fanger i Eie.
Han hviler aldrig, han har ei Fred
For Længslens urolige Bølge,
Han kan ei mane de Skygger ned,
Som stedse hans Spor forfølge;
Og kaster han sig med Fortvivlelsens Magt
I Verdens larmende Skare,
Han og hans Sorg have sluttet en Pagt,
Som gjennem Livet skal vare.