Han kom fra de fremmede Lande,
Dér havde han føitet om;
Seet Rhinens Bølger og Alpens Glød
Og Peterskuplen i Rom.
Han kom fra Italiens Strande,
Fra det dunkelblaae Middelhav,
Fra Colosseets sjunkne Mur
Og fra skjøn Giulias Grav.
Han kom fra de blaanende Bjerge
Med Kroner af evig Snee;
Dér havde han boet, nu længtes
Han efter sit Hjem at see.
Dér havde han tumlet sig under
Kastanjers og Pinjers Hang,
Nu længtes han efter sin flade Kyst
Og Vesterhavsbølgernes Sang.
Dér havde han lært at elske,
Hvad her han gjerne forlod —
En dæmrende Maidagsaften
Han atter i Danmark stod.
Ja, det var en Maidagsaften —
Hans Tanke blev blød og veg,
Da gjennem den kjendte Præstegaard
Han ind sig i Haven sneg.
Dér laa den endnu den gamle,
Den aldrig forglemte Plet,
Hans Elskovs Paradishave
Med Blomster og med Bosket.
Dér blomstred endnu Syringen,
I fulde Klynger de hang;
Dér løvedes endnu den gamle,
Halvdunkle Nøddehæksgang.
Dér summed om Ribsens Klaser
De travle Bier som før;
Dér snoede Caprifoliens Blad
Sig atter om Lysthusets Dør.
Det Lysthus — en Sommeraften
Og Caprifoliens Duft,
Mens Maanen hang som en gylden Baad
Høit i den mørkeblaae Luft.
Den Aften glemte han aldrig,
Blev han saa tusind Aar;
Det greb ham med Et saa mægtigt
Som var det først skeet igaar.
Han knælede ned og kyssed
Laagen ringe og lav;
Saa brød han en Blomst og hvisked et Navn,
Han bærer paa til sin Grav.
Saa reiste han sig og aabned
Hin Dør til sin Helligdom —
Det var som de gamle Minder
Ham alle i Møde kom.
Dér stod det endnu det gamle,
Det tavlede Marmorbord,
Og end stod i Stenen ristet
De magiske Trolddomsord.
Det gamle Rococo-Schachspil
Laa hen over Felterne spredt,
De damask-blommede Hynder
Var end over Bænkene bredt.
Og midt paa Bordpladen pranged,
Ordnet yndigt og let,
Af Vaarens nyfødte Blomsterbørn
En duftende, frisk Bouket.
I Midten en halvknoppet Rose
Imellem Aurikler sprang ud;
Et Billed paa hende, han elskede høist,
Hans unge, hans yndige Brud.
Han greb den — da faldt dens Blade,
De splittedes alle ad;
Men nede ved Stilkens sidste Torn
Hang der endnu et Blad.
Det eiede Rosens Farve,
Det sidste, sælsomme Blad;
Det eiede ogsaa Rosens Duft,
Men splittedes ikke ad.
Thi spredte han Bladets Folder
Og bredte det langsomt ud.
Da kjendte han Haanden — det hendes var,
Hende, han kaldte sin Brud.
Det var de samme Runer,
Sirlige, bløde og smaae —
Det var de samme Elskovstegn,
Han selv havde stolet paa.
Det var de samme Toner
I samme gjøglende Dands;
Een Ting var ikkun forandret —
Navnet var ikke hans.
Han læste det taus igjennem
— Han kunde det udenad —
Saa gjemte han atter Slangen
Dybt under Blomsternes Blad.
Haven laa i Maaneglandsens drømmende Slør,
Natten var saa lydløs og saa stille.
Længsler laae i Luften, lokkende som før
Med Blomsterduft og Nattergals-Trille.
Speidende han stirred mod Lysthusets Dør
— Ud de kom i Natten den silde —
Snerleblomsten klynget til det svaiende Rør —
Han havde seet, hvad han vilde!