Dette Værelse fik ingen
Sands for ømme Hyrdescener —
Et Fortuna-Tempel er det,
Som de Gamle kjønt forener.
Jydske Præster og Adjunkter,
Kammerraader og Forvaltre
Offre her i hellig Taushed
Hver sin Skjærv paa hendes Altre.
Alterrøgen — fiin Kanaster —
Bølger frem af Meerskumspiber,
Og Gudinden bliver anraabt
I et Sprog, som Faa begriber.
„Spurgt til Nolo?” — „Fy for Pokker
Han krøb under med Manille;
Men, pas paa, den holder ikke —
Se, dér faldt han paa Spadille!”
„Bête til Loftet!” — „Hvad behager?”
„Grande Tournée!” — „Lad see, De vipper
Op i Pique! — Nei, det blev Caro!
Av, saa troer jeg, Provsten slipper.”
Medens her man ivrigt følger
Med Bataillen, man leverer,
Sidde hist i Sofahjørnet
Tvende ældre Officerer.
En veemodig Sjæleadel
Klart den Førstes Ansigt tegner;
I den Andens sees fornemligt
Kun et Skjæg og Sommerfregner.
Melankolsk den Første stirrer
Op i Loftet, mens den Anden
Ivrigt hvisker: „Det var Pokkers!
Saa De kjender altsaa Manden?
Ja, det ligner Lieutenant Charles!
Se ham blandt de unge Piger —
Der er Noget, som erindrer
Om en løsladt Kongetiger.
Om en Tiger eller ogsaa
Om en Falk imellem Duer — ”
„Som De vil! For mig han ligner
Meest en Edderkop blandt Fluer.”
„Hvad? En Edderkop!” — „Ja, sikkert!
Jeg Beviset strax skal føre;
Om den unge Hr. von Charles
Skal De saa min Mening høre.
Seer De, som hint Dyr, der skaber
Af sit eget Jeg sin Bygning,
Hvor den hænger taus og stille
Midt i Skovens tætte Tykning,
Som en Edderkop, der spinder
Jægergarn bag Busk og Stammer,
Til en enlig, stakkels Fange
Føler Undergangens Jammer,
Saadan spinder han Intriguens
Fine Net af falske Traade —
Selv forstaaer han dem, men hende,
Byttet, blive de en Gaade.
Saadan lurer han i Mørket
Bag det Fangegarn, han spinder,
Indtil midt i Labyrinthen
Sommerfuglen sig befinder.
Naar den da, i Farver hyllet,
Klædt i Silkeflor og Gaze,
Spræller ynkeligt i Nettet
Uden Anstand, uden Grace,
Naar den hildet er i stærke
Lidenskabers seige Traade,
Nærmer han sig taus, forsigtig,
Med et Smil — men uden Naade.
Og han lægger til den skjønne
Fanges Mund de smalle Læber,
Og han aander Gift i Hjertet,
Gift, som døver, Gift, som dræber.
Vel at mærke ikke hende
— Dertil er han for aimabel —
Nei, den dræber Kydskhedstanken,
Der for ham er impassabel.
Af Sofismer og af Rænker,
Øiekast og Kys og Taarer
Spinder han de fine Lænker,
Hvormed Byttet han bedaarer.
Naar det da er bundet, bastet,
Og af Smigergiften lammet,
Naar det Alting bort har kastet,
Vildt af Sandsers Ild opflammet,
Naar det gisper i den sidste
Svage Skjælvens søde Smerte —
Da han jubler, da han seirer,
Da sig løfter stolt hans Hjerte.
Og han føler sig som Hellas’
I Gamle Gud blandt Nymfers Vrimmel,
Eller snarere som Satan,
Da han stormed Herrens Himmel.
Og end stærkere han knuger
Sig omkring sit fine Bytte,
Og som Edderkoppen langsomt
Draabe han for Draabe suger.
Ja, han suger ganske sagte
Blodets Strøm fra Kind og Læber,
Føler vellystgram den sidste
Sittren, før han helt det dræber.
Seer det taareblændte Øies
Sidste Blik mod Himlen vendes.
Lytter til det sidste Suk,
som Klinger førend Kampen endes.
Men naar Nattens tunge Taager
Sig for Morgnens Sol har lettet,
Hænger hendes Angers Taarer
Som en Dugkrands trindt i Nettet.
Hendes Blik i Rædsel stirrer,
Og hun sukker: „Din er Brøden!
Ak, jeg kunde jo ei Andet;
Thi jeg elsker Dig til Døden!”
Men han reiser sig, og Nettets
Tryllevæv med Et han bryder;
Om hans smalle Læber kruser
Sig et Smil, som hun kun tyder.
Og han svarer: „Svøb Dem, Frøken,
Varligt ind i Deres Kaabe!
Kold er Morgenen og Jorden
Fugtig end af Duggens Draabe.
Se, jeg troer endnu den hænger
Iler i Spindelvævets Traade;
Træd i Græsset ei, min Frøken,
Deres Fødder blive vaade.”
Let han bukker — og han lukker
Havelaagen op for hende.
Bort hun iler; men han smiler:
„Svaghed! O, Dit Navn er Kvinde!”
Jo, jeg kjender ham; thi nøie
Har jeg længe ham studeret,
Og i Aften har jeg Meget,
Saare Meget observeret.
Se, nu dandser han derinde!
Hør, Captain, var det nu syndigt,
Hvis man skjød et saadant Afskum,
Som Alverden finder yndigt?”