Deilig er Du, Ischia, naar Du dølger
Taageslørt de skarpe Klippers Bræm,
Deilig, naar af Havets blanke Bølger
Du i Morgenglandsen dukker frem!
Deiligst dog, naar Aftensolen farver
Bjergets Styrtning med sin Purpurild,
Naar de violette Skyer arver
Solens Guld og Bølgens Vexelspil.
Men det gaaer Dig dog som Sydens Kvinder
Alt, hvad der bedaarer Mængdens Blik,
Hver en ydre Form, som hurtigt vinder,
Ved Din Fødsel Du paa Vuggen fik.
Dyb, som hendes Blik, blev derfor Voven,
Brun, som hendes Kind, Din høie Kyst,
Mørk, som hendes Lok, Orangeskoven,
Hedt, som hendes, og Dit Klippebryst.
Men hvor er Din Sjæl, Du letopstegne,
Skjønne Datter af det dybe Hav?
Er dens Veemodstoner ikke vegne
For en Skjønhed, hvorfor Alt Du gav?
Jeg har søgt den trindt i Dal og Vigne,
Jeg har lønligt speided hver Din Vei
Jeg fandt Form og Skjønhed i hver Linie,
Ak, men Sjælen — Sjælen fandt jeg ei.
Jeg har vandret om i Dine Lunde;
Ak, men ingen Skovblomst dufted der,
Tæt og fiint, som Sand paa Havets Bunde,
Lyste goldt det gule Lavaskjær.
Jeg har søgt den, naar i Aftenstunden
Solens Guld faldt over Ponzas Bred,
Mørket kom, naar Dagen var forsvunden;
Men den blide Skumring var ei med.
Skyen savner jeg paa Somrens Himmel,
Kildens Rislen dybt i Skovens Bo,
Morgensang af glade Fugles Vrimmel,
Regnens Fald og Himmelbuens Bro.
Blomsterduften, Sommerfuglens Flagren,
Skovens Indsø, Engens slagne Hø,
Biens travle Brum henover Agren —
Det jeg savner paa Typhæos Ø.
Det er Smaating, vil maaskee Du sige,
Men i dem sig Sjælen voxer stor,
Og til Gjengjæld ta’er den ei de rige
Undersyner fra en Skjønhedsjord.
Dybt at stemmes Sjælen just forlanger,
Efter det den higer paa sin Vei,
Derfor, Ischia, bli’er jeg ei Din Sanger,
Du fortryller — men Du stemmer ei.