Dernede, dybt under Klippernes Li,
Hvor Kilderne risle og rinde,
Dér løber en Skovgang, en hemmelig Sti,
Halv dulgt som et halvslettet Minde.
Den slynger sig frem i ustadig Flugt
Som Snogen paa Skovbundens Blade,
Men følger dog tro hver sivbræmmet Bugt
Langs Søens blinkende Flade.
Det er, som havde den sluttet en Pagt
Med disse lysende Bølger,
Og som de havde Velsignelsen lagt
I Alt, hvad dens Løvtag dølger;
Thi Bregnen, Burren og Vedbendens Net
Gjør Stiens Svingninger trange,
Og Hvidtjørnens Greenværk slutter saa tæt,
At Solstraalen selv bliver Fange.
Alt aander en stille, stemningsfuld Fred,
Der tryller som gamle Minder,
Især mod Aften, naar Sol gaaer ned
Og rødner Klippernes Tinder.
Naar Bølgerne skvulpe med sagte Slag
Mod Bjergets steenlagte Bringe,
Og naar den hurtigt vigende Dag
Til Hvile Klokkerne ringe.
Da stiger — skjøndt det er sært at tro —
Et Barndomsbilled fra Hjemmet,
Og midt i Aftenens dæmrende Ro
Jeg føler mig selv saa fremmed;
Men Billedet, som der manedes frem
Ved Duften, ved Skvulpet og Klangen,
Er simpelt, som selve mit simple Hjem;
Thi det er — Kirsebærgangen.
Den øde Stilhed, den friske Duft
Af Grønt og Hvidtjørne blandet,
Den svage Summen i Aftenens Luft,
De lyse Blink over Vandet,
Den snærrende Frø, de hældende Træer,
Rørsangerens kviddrende Stemme —
Alt drager min Tanke saa nær, saa nær,
Og pludseligt er jeg hjemme.
Jeg gaaer der igjen. Jeg kjender hver Plet
I Barnets Paradishave —
Se, Tjørnen spænder sit hvide Net
Ud over de gamle Grave!
Og mærk fra Sundet den luftende Vind,
Som stryger langs Voldens Banke —
O, hjemlige Luft, du gjør varm min Kind
Og livner op i min Tanke.
Da farer jeg op — et Musvaageskrig
Klang skjærende hen over Vandet,
Og hvide Taager fra Søens Vig
Sig vælte ind imod Landet.
Fra Bjergets Kløfter gaae Skygger frem,
Hist tændes en ubekjendt Stjerne —
Ak nei! Jeg er ei i mit gamle Hjem,
Men ude, langt i det Fjerne!