Naar ret jeg mig kaster i Livets Larm
Og haaber Alting at glemme,
Da staaer Du for mig saa mild og varm
Og yndig, som da Du var hjemme.
Det hjælper ei, at jeg trodser imod
Og døver mit Indres Stemme;
En Sjæl kan døves af Druens Blod,
Men Sjælen kan aldrig glemme.
Naar Glædens Aander mig river afsted,
Blandt Vennerne, vildt beruset,
Jeg hører med Et dine lette Fjed
Og seer Dig sysle i Huset.
Og naar jeg saa vandrer min vante Gang
Ved Sundet, hvor Voven gynger,
Jeg hører i Bølgen en sagte Sang,
Og det er da Dig, som synger.
Og naar jeg mod Aften lukker min Bog,
Mens Lyset i Stagen flammer,
Jeg seer med lukkede Øielaag
Dig og dit yndige Kammer.
Jeg seer Dig tage fra Hylden ned
Den Bog, som en Guddom skabte,
Og bede om Trøst, Forsoning og Fred
For Alle, som troe sig fortabte.
Jeg seer Dig aabne dit Vindves Glar
Og sende din Længsels Tanker
Til Stjernehæren, der funkler klar,
Til mig, som alene vanker.
Jeg seer Dig læne dit Hoved træt
Mod Puden for Hvilen at finde,
Jeg hører dit rolige Aandedræt,
Jeg vaagner, — og Drømmene svinde!