Siig, husker Du hin Aftenstund i Mai,
Vi talte længe sammen, Du og jeg,
I Ly af Stuens skjærmende Gardiner.
Alt var saa stille, kun en enlig Fugl
Fløi vildsom op og fandt igjen et Skjul
I Havens tætte, blomstrende Jasminer.
Fra Lunden lød kun Nattergalens Slag,
Og Søen hviled, mens den varme Dag
Sit Taageslør henover Fladen lagde.
Du var saa mild, saa venlig og saa øm;
Det Hele tykkes mig en deilig Drøm,
Dog tydelig jeg husker, at Du sagde:
„Jeg troer ei, at vor Gud, de Christnes Gud,
Fordømme kunde den, der brød hans Bud,
Til Kvaler, som i Tid ei Grændser kjende;
Thi jeg, der er saa syndig og saa svag,
Jeg kunde ei, hvor stærkt jeg end bar Nag,
En Time martre selv min værste Fjende."
Jeg saae det paa din Mine, reen og from,
At disse Ord dybt fra dit Hjerte kom,
At disse Ord i Sandhed vare dine. —
Men siig mig, hvor kan Du, som vist forlod
Selv den, der haardest gjorde Dig imod,
Dog martre mig og glædes ved min Pine?