Naar Tvende hinanden elske,
Da bliver der Glæde i Himlen;
Men her, hernede paa Jorden,
Kommer der Uro i Vrimlen.
Guds Engle smile deroppe,
Naar Elskende gange til Møde;
Men Menneskekrybet hernede
Jog dem gjerne til Døde.
Guds Engle med Vinger spæde
Skjærme det hellige Stævne;
Det er de Saliges Glæde
To Elskendes Vei at jevne.
Dog Menneskeynglen hernede
Gjør alt, hvad den kan, for at skille;
Og Englene græde derover, —
Men Taarerne, — de gaae tilspilde.
Men naar To elske hinanden
Rigtig af Hjertens Fylde,
Da gives der Intet paa Jorden,
Som mægter dem atter at skille.
Thi Kjærlighed har en Vælde,
Hvorfor alt Andet maa vige;
Den har sin Rod og sit Udspring
Dybt i de Saliges Rige.
Af Kjærlighed skabte Gud Verden,
Ved Kjærlighed holdes den sammen;
Først da gaaer Verden til Grunde,
Naar slukt er Kjærlighedsflammen.
Skulde da jeg forsage,
Jeg, som har Guders Vælde,
Jeg, som kan herske og byde,
Der, hvor Andre maa trælle?