Erindrer Du, det var en Aftenstund,
Man bad Dig synge. Rødmende og bange
Sang ved Klaveret Du de gamle Sange,
Som først jeg hørte fra min Moders Mund.
Og medens Sangen toned fuld og rund,
Jeg følte mig saa henrykt, som en Fange,
Der, sluppen ud af Fængslets mørke Gange,
Gjenhilser Solen og den grønne Lund.
Og nu skal ingen Sorg mig trykke ned;
Dit Tryllekvad mit Sind for Sorg befrier,
Thi skjult i Sangen laa din Kjærlighed.
Lad nu kun Verden rase vild og vred;
Jeg nynner blot de gamle Melodier,
Og i mit Hjerte boer der atter Fred.