Dansken fik en Løve støbt!
Da den flød for Ovnens Flammer
Var det klart at tage Kjending,
At dens Malm var dyrekjøbt.
Slagnes Suk og Mødres Jammer,
Ligfærdsskud fra Dødens Kammer,
Livshaab, veired hen som Halm,
Rigmænds Guld og Armods Penning,
Brudte Hjerters Sorghavsbrænding,
Klang i denne Løves Malm.
Ligemeget — den stod reist!
Taget ud af Skjoldets Ramme
Slog den Tydskens Haab til Skamme,
Dér, hvor Oprørsflag var heist.
Stille, uden Storpralslyd,
Stod den med alvorligt Øie
Malmtung over Slagnes Høie,
Blikket fæstet imod Syd.
Dem, som faldt hiin Dag, hvor vrede
Mænd paa Vaabenvalen mødte,
Dem, som faldt med Danmarks Mærke
Trykt til Brystet, skjøndt det blødte,
Dem, som Lyngens Klokker røde
Ringed til det store Møde
Paa den tause Istedhede,
Dem den skulde værne om.
Derfor saae man Blomster krandse
Denne Dødens store Skandse,
Denne Danmarks Helligdom.
Den stod som en Vogter ved Gjærdets Led,
Det skulde ei brydes af fjendtlige Fjed.
Den stod som et Tegn, et usvigeligt Mærke,
At frie Villier gjør Folkene stærke.
Den stod som en Bauta i Dødens Have
Og lyste Fred over Faldnes Grave.
Da klang der en Buldren igjen mod Syd,
Den troede at høre Kanonernes Lyd.
Den reiste sig op, den spidsede Øre;
Det var, som vilde selv Malraet høre.
Og Jorden bæved i Angst og Vaande;
De Døde dernede paa ny tog Aande.
Men Skyerne hængte sig tykt under Himlen,
Og ude lød Gny og Larm gjennem Vrimlen.
De trængte sig ind med Skrig og Skraal,
Med Rusens Fagter og Tydsklands Maal.
De trængte sig ind i Dødningehaven;
De haanede Korset og spytted paa Graven.
Og havde de naaet til Kisternes Fjæle,
De havde dem trampet med Tøffelhæle.
Saa vog de Løven med Skaft og Stænger,
Og kneb dens Hale med Smedetænger.
Med Reb de haled den ned fra det Høie
Og prikked med Skomagersyle dens Øie.
Den slæbtes mod Syd af det drukne Folk;
Dér skal den reises som Seierstolk.
Dér skal den staae som et skamreist Minde,
At gravlagt Kjæmpe ei Fred maa finde.
Dér skal den sige til Tydsklands Meen:
„Vi vandt, fordi vi var Ti mod Een!”
Dér skal den melde: „De Danske vege
Ei før de nærmeste Grander svege.”
Thi lad den staae der. Med Sligt for Sinde
Groer Gravurt snart over Hæderens Minde.