Før, naar Dagens Øie
Dybt i Havet sank,
Og naar Aftenstjernen
Straaled fuld og blank,
Lagde jeg mig stille
Paa mit Leie ned,
Lyse, milde Drømme
Frem for Sjælen gled.
Tvivlens mørke Uro,
Længsel, Sorg og Savn,
Kjendte Barnetanken
Knapt engang af Navn.
Hvile var dens Attraa,
Drømmen var dens Lyst,
Søvnens Gud den krysted
Villigt til sit Kryst.
Nu er Alt forandret
— Ak, jeg er jo stor —
Og jeg kjender Alting,
Himmel, Hav og Jord.
Himlen er det Tomme,
Havet er kun Vand,
Jorden ikkun Savnets,
Skuffelsernes Land.
Naar jeg nu mig lægger,
Er det ei til Ro,
Tanken flagrer vildsomt
Om i Tvivlens Bo.
Finder ei sin Redes
Før saa sikkre Havn;
Finder nye Fugle:
Uro, Sorg og Savn.
Og af dem den lærer
Nye Toners Klang,
Saa den ganske glemmer
Barnehjertets Sang,
Og med dem den drager
Til det mørke Hjem,
Hvor selv Aftenstjernen
Gaaer i Skygger frem.
Spred, min Gud og Herre,
Disse Skyggers Magt!
Lad Din Dagsol atter
Lyse i sin Pragt!
Tag den døde Viisdoms
Hovmodsfaste Ord,
Lad mig atter vandre
Barnefrisk paa Jord!