Jeg har drevet omkring uden Maal, uden Med,
Livets Guldkorn jeg spredte som Sand.
Jeg har tilsat min Tro, jeg har mistet min Fred,
Og nu staaer jeg ved Afgrundens Rand.
Jeg staaer ind imod Land som et stormslagent Vrag,
Der har grundstødt mod Klipper og Skjær,
Endnu kun en Braadsøes bedøvende Brag,
Og min Undergangstime er nær.
Der var Et, som jeg holdt for mit Anker i Nød,
Men det sveg som det skjørnede Siv —
Se, da fulgte jeg med, hvorhen Bølgerne flød,
Og forspildt var mit øvrige Liv!