Hvi er hans Rythmers Fald saa bløde, milde,
Som Skovens Kildevæld, der snoer sig stille
Igjennem Engens tætte Blomsterflor?
Hvi kan hans Toner os saa mægtigt røre,
At, hjertegrebne, tidt vi troe at hore
En solvarm Vaardags stærke Fuglechor?
Og hvorfra komme disse friske Tanker,
Der, som Convolvlens og som Humlens Banker,
Sig snoer omkring hans Musas Tempelsal?
Og hvorfra denne Duft fra Mark og Skove,
Lynslag fra Himlen, Blink fra Soens Vove,
Med’Røst af Gjøg og Stær og Nattergal? —
Mig har han det fortalt. — En Dag, vi vanked
Igjennem Ilummeltoftes Skov og sanked
Lukuliens gule Svamp i Kurve smaa,
Da blev han træt af stadigt sig at bøie
Og satte sig, hvor Aaens milde Øie
Igjennem Ror og Pile paa ham saae.
Han strakte sig med Vellyst hen i Græsset
Og lyttede til Leen, som blev hvæsset
Paa Gungen hist, hvor Græs man skulde slaae.
Han pusted Ringe af Havannaurten,
Jog med sin Haand en næsvis Myg paa Porten
Og vendte sig til mig og talte saa:
See, De er nu en Forsker
Med Net og med Naal,
Med slebne Skalpeller
Af det fineste Staal.
De seer i Mikroskopet
Hver Orm, hvert usselt Kryb
Og trænger i Naturens
Vidunderligste Dyb.
De kjender nu hver Bille,
Hver Sommerfugl, hver Bi,
Hver flagrende Libelle,
Hver Blomst paa grønne Sti,
Hver Orm paa Havets Bunde,
Aktinier og Koral,
Hver Salpe, hver Meduse
I Bølgens Krystal.
De veed, hvordan at Blodet
Sit Kredsløb faaer endt,
Hvordan hver Muskelfiber
Og Nervestræng er spændt,
Hvorledes Saften rinder
I Knoppens faste Skjul,
Hvordan at Edderkoppen
Slaaer Væv som et Hjul.
See, De gaaer nu i Dybden,
— Og deri gjør De Ret, —
Og samler saa det Hele
I Tankens stærke Net.
Jeg gaaer nu andre Veie,
Vel fuldt saa dybt, som De;
Jeg bruger ogsaa Tanken,
Men meest min Phantasi.
Jeg holder paa det Ydre,
Som uden Glas kan sees;
Og naar jeg bruger Glasset,
Saa klinkes der og lees.
Jeg har to Hjertenskjære,
Den friske, fri Natur,
Og Kvinden, som forsøder
I Løn mit Digterbuur.
Naar Vaaren kommer listende
Paany til vort Nord
Og løser Isens Lænke
Om Belt og om Fjord,
Naar Bøgens Knopper smile
Med fine Duun om Mund,
Da gaaer jeg ud alene
I den lysegrønne Lund.
Da seer jeg, hvordan Myren
Har travlt at sætte Bo,
Hvordan hver Blomst fremspirer
Med Frøblade to.
Da lurer jeg paa Bregnen
Som ruller op sit Blad
Og seer, hvor Sneglen kvæger sig
I Dugperlens Bad.
Saa gaaer jeg dybest inde,
Hvor Skovmærker staae,
Og hører Vindens Susen
I Bøgene gaae,
Saa lytter jeg til Bølgen,
Hvor Røret staaer paa Vagt;
See, deraf jeg lærer
Baade Rhytmefald og Takt.
Forresten har jeg mangen
Mester i Sangens Kunst,
Hos hvem jeg gik og lærte,
Og det var ei omsonst.
Hver troede, han alene
Mig kunde gjøre klog;
Men af dem alle danned
Jeg selv mit Digtersprog.
Og det var Stær og Vibe
Med Drossel og Nattergal,
Og Dompap, Gjøg og Irisk
Fra Bøgeskovens Sal;
Den fattige Spurv fra Byen
Og Lærken, der høit sig svang
De lærte mig med de Andre
At stemme min Lyras Klang.
Af alle Blomster spæde
Fik mine Sange Duft,
Og Friskhed fik de alle
Af Vaarvindens Luft;
Og hvergang Blomsterne spire
Og folde i Vaar sig ud,
Da løves ogsaa min Lyra,
Da sætter den Skud paa Skud.
Men kommer saa Efterhøsten
Med Kuld og med Taage graa,
Da flyver jeg ind i min Kube
Og sætter dens Straatag paa.
Da samler jeg op de sidste
Blade i Stormens Dands,
Og af de brogede Blade
Jeg fletter min Digterkrands.
Han taug og atter sig i Græsset leired.
Snart Aftnens Skygger over Dagen seired,
De hvide Taager steg af Engen frem.
Fra Ellens Busk lød Nattergalens Sange;
Da reiste vi os begge for at gange
I Taushed til vort stille, nære Hjem.