I Polen.
Man nyser tre Gange, og straz har man sagt
Imod sin Villie en Sætning,
Og samme Aften har Muraview
Pr. Telegraph en Beretning,
Og samme Nat blier man greben i Hast,
Og midt i sin danske Betutning
Faaer man enten et keiserligt Kors
Eller og en keiserlig Knutning.
Thi hvad man har sagt, var Tilfældets Værk,
Men, hørt af et russisk Øre,
Det kan til den høieste Keisergunst
Eller og til Siberien føre.
Thi vogte sig vel hver Ungersvend
At nyse paa Reisen i Polen,
Og vogt Dig for Hirschsprungs Snuustobak,
Samt for at see imod Solen!
Aristokraten.
En Dag, da Dumhed vandred fortabt,
Saa mødte den Hovmod paa Veien;
De syntes, de var for hinanden skabt,
Og Elskov blev Enden paa Legen. —
Da vel var endt deres Elskovsværk,
Saa fødtes, til Glæde for Staten,
En hovedløs Unge, saa stor og stærk;
Ham kaldte de — Aristokraten.
En Dame.
„Hvad er en Dame?“ Du spørger med Suk
Og med en tankefuld Mine. —
„En Dame, det er et Spørgsmaalstegn
Midt i en stor Krinoline.
Og Krinolinen er Sandsebedrag,
Kun Blæst paa udspændte Fjere,
Og Spørgsmaalstegnet, min kjære Ven,
Er meget hyppigt ei mere.“
Komiteen.
En Dag, da det faldt Satan ind,
At Intet maatte skee,
Saa skaffed han i Verden ind
Den første Komitee.
En Magt.
Een Mands Villie er en Magt,
Som kan Bjerge flytte.
Tusinds Villie, sammenlagt,
Rokker knapt en Hytte.
Gravskrift.
Ideen var hans eneste Føde,
Og saa var det intet Under, han døde.
Et Spørgsmaal.
Du spørger mig, om Kjærligheden synder?
Men paa din Læbes Bue seer jeg Pilen.
Jeg kjender denne Uvishedens Smilen,
Hiint Syndens Fortegn: Gnist til Lystens Tønder.
Haab.
„Mens der er Liv, er der Haab!“ — saa lyder Daarernes Tale. —
Først naar Livet er endt, dæmrer det dybeste Haab.