Jeg veed knap selv, hvad jeg vover,
Thi uvis er Sjæl og Aand,
Dog griber jeg Lykkens Terning
Og veier den i min Haand.
I Bægeret lader jeg trille
Den Terning med Hvidt og Sort,
Nu sætter jeg Liv og Lykke,
Alt paa et eneste Kort.
Jeg frygter for Alt at tabe,
Jeg haaber at vinde mig selv;
Frygt og Forhaabning brydes
Som Bølger i Sjælens Elv.
Men Du maa løse den Gaade,
Jeg næppe selv kan forstaae,
Og Du maa dæmpe de Bølger,
Som gjennem mit Indre gaae.
Og Du maa rulle den Terning,
Hvori saa Meget er lagt,
Og vie mit Liv til Gjerning
Og give dets Gjerning Magt.
Befæst atter mit Haab eller kast det
Villieløst atter til Jord!
Alt, hvorom jeg Dig beder
Er kun et eneste Ord,
Et Ord, saa let og saa lille,
Et Ord, saa tungt og saa svært,
Et Ord, som Kvinden alt nemmer,
Før hun fik Talen lært,
Et Ord, der vier til Lykken
Eller den dybeste Nød,
Et Ord, som ene kan lignes
Enten med Liv eller Død.
Lyt til min dristige Tale,
Altfor dristig, jeg troer!
Husk, hvorom jeg Dig beder
Er kun et eneste Ord!