Det var saa stormfuld en Vinterdag;
Sneefnokkene dandsed derude,
Og Vinterstormen slog Slag i Slag
Alt mod min isfrosne Rude.
I Præstehaven den gamle Lind
Sig ydmygt neied og dukked,
For hvert et Tag af den susende Vind
Dens bladløse Grene sukked.
Saa lunt jeg sad i min Stues Gjem
Og gjækked den haarde Vinter
Med Vedbendranker, der tittede frem
Bag blomstrende Hyacinther.
Mod Vinterstormen, mod Snee og Slud,
Mod istapblanke Krystaller,
Stod kjækt Cyclaminens grønne Skud
Og blomstrende Liliekonvaller.
Da hørte jeg grant i Luften en Sang,
I Vinterstormen en Stemme;
Som bidende Spot den isnende klang,
En Røst fra Vintren herhjemme:
„Du Daare, gjem dine Blomsters Pragt,
Fly med dem til Ovnens Lue!
Nu kommer vor Konge i Sølvmorsdragt,
Saalidet de ham monne hue.
Nu kommer vor Konning i Hermelin
Af Sneens Fnokke de hvide,
Med Skjægget puddret af Riimfrost fiin,
Med Ulv og Ravn ved sin Side.
Nu kommer vor Konnin£ med Kronen støbt
Af Isens blaalige Flager,
Af Kulden kaaret, af Frosten døbt
Og hyldet af skrigende Krager.
Han strækker sit Scepter af sorten Tjørn
Imod dine Kakkelovnsblommer,
Han sender sin Storm som en skrigende Ørn
Og knuser din kunstige Sommer.
Men Blomsternes Aander griber han snelt
I Luften, før de forsvinde,
Og smykker med dem sit Sommertelt,
Der staaer ved Nordpolens Tinde.“
Da blev der saa koldt i min Stues Gjern
Mig gjækked den haarde Vinter;
Thi Vedbendranken, der tittede frem
Blandt blomstrende Hyacinther,
Den tabte med dem sine friske Skud,
Mens Ruden skod friske Krystaller,
Indtil den stod i et sneehvidt Skrud
Af blomstrende Iskonvaller.
Da traadte af Døren jublende ind
Min Søn, min yngste, min lille,
Og raabte med barnligt fornøiet Sind:
„Hør, Fader, ifald Du vilde,
Du kunde fortælle, som sidst igaar,
Din Sang om de hvide Svaler,
Dog bedre, hvis jeg at vide faaer
Om ham, om den norske Maler.
For han har været hos mig inat
Og malt mig Ruderne hvide,
Og i mit Kammer han kjønt har sat
Grantræer Side ved Side.
Men siig mig, Fader, hvordan er det fat
Med ham, og naar er han fremme,
Og hvorfor maler han kun ved Nat
Og aldrig, naar jeg er hjemme?“
Da tog jeg Drengen op paa mit Skjød
Og flytted til Ovnens Lue,
Der kasted sin Strime, vann og rød,
Henover min Daligstue.
Mens Sneen føg for den vilde Vind
I Luften som livide Svaler,
Fortalte jeg ham ved Luens Skin
Mit Sagn om den norske Maler.
Langt mod Syd, hvor Vinen vinder
Sig om brustne Capitæler,
Laa i Ly af Laurbærkroner
Greven af Farneses Borg.
Som en Ørnerede laa den
Høit paa Fjeldets faste Spidse,
Og den hused kjække Ørne
Saraceners Skræk og Sorg.
Men iblandt de stærke Ørne
Var en from og sneehvid Due,
Blid som Maanen, naar den lyser
Ned fra Nattehimlens Blaa.
Mangen Svend, som ellers aldrig
Gik til Ottesang og Messe,
Blev i Sind og Hu andægtig,
Naar han hende knæle saae.
Giulia var hendes Navn, som
Tidt blev hørt i stille Bønner,
Tidt paa Sangens Tonevinger
Troubadouren stige lod.
Deilig var hun, naar hun sysled
Stille blandt de mindre Søstre,
Deiligst, naar i Bøn hun knæled
Ydmygt ved Madonnas Fod.
Greven af Farnese kalder
Til sin Borg Italiens Ungdom;
Fyrster, Grever og Baroner
Byder han til Dystløb ind.
Trende Uger stod hans Borgport
Aaben for Italiens Adel;
Trende hundred Skjoldemærker
Veied stolt fra Borgens Tind.
Trende hundred stærke Hænder
Svang tre hundred skarpe Landser,
Trende hundred Hjerter hused
Hvert et sødt, men stille Haab.
Greven af Farnese leder
Frem til Loggiens Rand sin Datter.
Slørindhyllet, langsomt skrider
Frem hun under Vivatraab.
Men ved Loggiens Fod hun standser,
Og idet hun Sløret kaster
Fra det skjønne, blege Aasyn,
Taler hun til Mængden bly:
„Hver en Ridder, som tør vove
Mod en Kvindes Hu at kjæmpe,
Som med Vold vil Hjertet tvinge,
Svinge Landsen høit mod Sky.
Men enhver, som agter Kvinden,
Som, selv fri, hiin Frihed ærer,
Den, man ei med Staal kan lænke,
Sænke Landsens Od mod Jord!“
Ned mod Jord en Skov af Landser
Sank som Kornets Straa i Høsten;
Ei en eneste sig hæved
Ved den blide Jomfrus Ord.
Som en Morgendug for Solen,
Saadan fløi en flygtig Rødme
Over Giulias blege Aasyn,
Farved Kinden med Karmin:
„Da der ingen er, som vover
Mod en Kvindes Hu at kjæmpe,
Ingen, som med Vold vil vinde
Kvindehjertets Blodrubin,
Kundgjør Giulia Farnese
Her i Kraft af Hjertets Villie,
At I atter maa tilbage
Drage til Jer Fødestavn.
Thi min dyre Jomfrukrone
Hænger ei paa Spydets Odde,
Og en Due kan ei tage
Mage mellem Krigens Ravn.“
Gjennem Skaren gik en Susning,
Veemodsdæmpet, smerteblandet,
Som i Høst, naar Skoven sukker
Efter den forsvundne Vaar.
Ingen Vredesyttring hørtes,
Langsomt Skaren red til Hjemmet,
Taus stod Greven af Farnese,
Øde laa hans muntre Gaard.
Giulia Farnese lader
Høit paa Fjeldets Tinde bygge
Op en Kirke for den Jomfru,
Som os Verdens Frelser gav.
Tyve Vindver saae mod Norden,
Tyve mod det varme Syden;
Men mod Øst et enkelt Vindve
Peged imod Christi Grav.
Sært det Vindve var at skue,
Karmen var af rødligt Jaspis,
Posterne, som Sneen hvide,
Fra Carraras Marmorbrud.
Høit det steg. I dristig Bue
Formedes det kjækt foroven;
Billedsnitværk, rigt udskaaret,
Bar om Christi Offer Bud.
Thi paa Posterne, som danned
Korsets Tegn i Vindvets Midte,
Hang den døende Forløser,
Marmorkold og marmorhvid.
Og fra Vindvets hvalte Bue
Stirred gjennem Marmorskyer
Engleaasyn, barnligmilde,
Vidner til hans haarde Strid.
Men fra Korsets Fod iveiret
Skjød der sig et Flor af Blomster,
Som var spiret der, hvor Christi
Dyre Blod paa Jorden flod.
Og naar Morgensolen lyste
Gjennem Vindvets Marmorbuer,
Var det, som om Alting leved,
Som om Christus kun var død.
Var det Sandsagn eller Blændværk?
Men, naar Morgensolen lyste,
Faldt der Dugg fra Marmorstenen,
Taarer som af smeltet Snee.
Da græd Englene ved Korset,
— Saadan sagde Folk i Egnen.
Troende fra Nord og Syden
Kom det Underværk at see.
Denne Kirke elskte Giulia
Over Alting dér i Hjemmet,
Og hun ønsked den at smykke
Værdigt til Madonnas Fest.
Greven lader Budskab gange
Til Firenze, til Milano;
Hver en konstforstandig Maler
Byder han til sig som Gjæst.
Trende Uger stod hans Borgport
Aaben for enhver, som kjendte
Farvers Blanding, Penslens Føring,
Lys og Skygges Overgang.
Men der kom kun fyrretyve.
Ingen forte Skjold og Mærke,
Ingen arved Fortidshæder,
Ingen Adel eller Rang.
Men alligevel der fandtes
Mænd, hvis Navn Europa gjemmer,
Medens Adelsnavnet smuldrer
Med den Kiste, som det bar.
Greven af Farnese samler
I sin Borggaard Konstnerskaren,
Leder frem for den sin Datter,
Hæver Røsten høi og klar:
„Giulia, min ældste Datter,
Lod paa Fjeldets Tinde bygge
Op en Kirke for den Jomfru,
Som os Verdens Frelser gav.
Tyve Vindver see mod Norden,
Tyve mod det varme Syden;
Men mod Øst et enkelt Vindve
Peger imod Christi Grav.
Disse smykkede hun ønsker
Rigt med Billedværk og Farver;
Emnets Valg enhver staaer aabent,
Konst ei tvinges skal med Baand.
Trende Maaneder hun giver
Til at gjøre Værket færdigt,
Og det bedste Billeds Mester
Skjænker hun sin Jomfruhaand.
Og med Haanden følger Hjertet,
Og til Hjertets Guld jeg føier
Hælvten af mit Guld og Hælvten
Af mit skjønne, rige Land.“
Gjennem Skaren gik en Mumlen
Af Beundring; men da Giulia
Traadte frem og Løftet gjentog,
Taug ærbødig hver paa Stand.
Hver en Kunstners Blik sig sænked
Dybt for disse blide Blikke,
Der, skjøndt Havet lig i Dybde,
Tændte, hvad de skued paa.
Og i Taushed alle vandred
Ad den smalle, snævre Bjergsti
Op til Fjeldets nøgne Spidse,
Dér, hvor Giulias Kirke laa.
Hver med Flid sit Vindve valgte,
Agted nøie paa dets Stilling,
Paa den Brydning, den Belysning,
Paa det Skjær, som Solen gav.
Hver tog sit; kun et tilbage
Blev der, som af Ingen valgtes:
Vindvet imod Øst, som peged
Marmorsmykt mod Christi Grav.
Tvende Maaneder var gangne
Og af Uger tre forløbne,
Da ved Kveld en Terne bringer
Giulia et sælsomt Bud:
„Nede ved Cascaden sidder
Paa en Steen en fremmed Yngling;
Halvt han ligner fast en Maler,
Halvt som Sanger seer han ud.
Høit fra Nord han vist er kommen,
Thi med Guldglands Haaret lyser;
Han har vandret langt og længe,
Til han standsed her sin Gang.
Hvem han er, det veed jeg ikke,
Heller ei hans Navn og Hjemstavn;
Men han spurgte, om han turde
Bringe Hilsen Dig i Sang.“
Skjønnere end Fyrstens Purpur,
Tifold ædlere end dette,
Fløi en flygtig Vredesrødme
Over Giulias fine Kind:
„Naar gav Giulia Farnese
Stævne til en fremmed Vandrer?
Naar har hun ved Aftentide
Lukket fremmed Beiler ind?
Vil han beile, maa han binde
Laurens Seierskrands til Issen,
Vil han vinde, maa han vove
Kunstnerkampens Væddedyst.“
Nede fra Cascaden sprang der,
Lifligt legende som denne,
Frem et Væld af Tonebølger,
Fuldt af Længsel, Savn og Lyst.
Tankefuld skjøn Giulia lytted,
Lænet til Altanens Gitter,
Og den skjælmske Terne titted
Over hendes Skulder frem.
Men i Nattens dybe Stilhed
Klang en stærk og mandig Stemme;
Dybe, fulde Toner svang sig
Op mod Stjernehimlens Hjem:
Fra Nordens yderste Grændsekjel,
Hvor Nordlys paa Jøklerne tindre,
Hvor Sarpen sender sit hvide Væld
Og følges af talløse mindre,
Hvor Fossene buldre
Og Skredene gaae,
Hvor Nøkke og Huldre
Strømharperne slaae,
Hvor Bjergenes Skuldre
Bær Iskapper blaae,
Fra det er jeg vandret en Sommerkveld
For Længselens Smerter at lindre.
Thi vel er der deiligt i Norriges Land,
Men Fjeldene blev mig saa høie,
Og sad jeg ved Fossens vildthvirvlende Vand,
Da sprængte det Dugg i mit Øie.
Det kasted en Trængsel
I Tankerne ind,
Det fyldte med Længsel
Mit higende Sind,
En Muur for mit Fængsel
Blev Bjergenes Tind;
Thi greb jeg min Stav og vandred paa Stand
Til Sydens ijerntvinkende Høie.
Vel straaler Syden i Farvepragt
Ved Dag og naar Maanen er fremme,
Men aldrig jeg glemmer mit Hjemlands Dragt,
De blinkende Bræer derhjemme.
I Piniernes Kroner
Klang Granernes Sus,
I Orgelets Toner
Lød Nordhavets Brus,
I fremmede Zoner
Jeg fandt ei det Hus,
Der mostækket ligger i Daldybets Trakt,
Og som jeg ret aldrig kan glemme.
Min Hjemvee drog mig igjen mod Nord
Fra Napolis duftende Dale,
En Kvinde kan lokke saa sødt med Ord,
Men aldrig som den kan hun tale.
Den viste mig Dalen
Og Bræerne blaae,
Mildt Nattergalen
Jeg hørte slaae, —
Da saae jeg paa Svalen
Dig ensom staae, —
Og Hjemveen taug og sank i Jord,
Men Elskov begyndte at tale.
Saa stærkt den jubled og høit den steg,
Som Lærken i Vaar over Tue,
Snart lokked den mig saa mild og veg,
Snart brændte den mig i sin Lue.
I Dagningens Stilhed,
I Natten saa sval,
I Morgenens Mildhed,
I skovkrandset Hal,
I Bjergenes Vildhed,
I silketjeldt Sal,
Var Du mellem Tankernes vildsomme Leg
Solstjernen paa Himmelens Bue.
Som Ørnen, der flyver mod Himmelens Tjeld
At fange Solen den røde,
Som Duggen, der ganger saa seent i Kveld
Til Blomsternes Kjærligliedsmøde,
Som Elven, der sniger
Først stille sig frem,
Saa skummende higer
Mod ubekjendt Hjem,
Til rolig den stiger
I Havdybets Gjern,
Saa vugger min Sjæl sig paa Tonernes Væld
Og flyver dit Hjerte imøde.
Sangen taug, men Cithren sendte
Som et Afskedssuk en Strømning
Milde, klare Moll-Accorder
Op mod Giulias Gitterkarm.
Og hun løste let fra Haarets
Rige Krands en Blomsterkrone;
Rask hun brød en enkelt Rose,
Hæved høit sin hvide Arm.
Ud i Nattens Skjød hun sendte
Rødmende den friske Rose,
Og den sank, som Stjernen synker
Mod den syndefulde Jord.
Men han greb den friske Rose,
Haabets morgenklare Stjerne,
Og der spired i hans Hjerte
Frem et broget Blomsterflor.
Som en Falk han fløi mod Fjeldets
Nøgne Spids, hvor Giulias Kirke
Vinked med sin Altarlue
Ham til Virken og til Daad.
Men som Rosens Blad det bløde
Sank skjøn Giulia for Madonna,
Og bun bad for tvende Hjerter,
Bad om Bistand, Trøst og Raad.
Den unge Normand i Kirken staaer,
I Men Blikket naaer
I Kun Billeder skjidte og slørte.
Ved Altret seer han i Maanens Giands
Sin Frelsers lysende Tornekrands, —
Det var, som en Haand ham berørte.
Et Billede skyder sig lynsnart frem,
Et Bud fra hans Hjem,
Et Billed fra Barndommens Egne;
Som Nordlysblinkets flammende Lyn
Det levende staaer for hans indre Syn
Saa klart, som kun Tanken kan tegne.
Men fast han svimler ved Tankens Magt,
Dog uforsagt
Han maaler den dristige Bue,
Hvor Marmoret lyser med Sneens Pragt,
Hvor Frelseren lider paa Korset strakt,
Og Synet ham tænder i Lue.
For Altret knæler han dybt i Løn
Med Suk og i Bøn,
I Angst og med hemmelig Taare.
Snart blegner han for Madonnas bod,
Snart blusser i Kinden det varme Blod,
Snart Tvivlens Torne ham saare.
„O hør, Madonna, Du Jomfru skjær!
Jeg har saa kjær
En Kvinde, den fagreste Lilie,
En Kvinde, uskyldig og god som Du,
Saa reen i Tanke, saa mild i Hu,
O, kunde jeg faae hendes Villie!
Da vier jeg Dig mit hele Liv,
Der lig et Siv
For Vinden villieløst sveier;
Jeg skyer Berømmelsens glimrende Dunst
Og vier til Dig mit Liv, min Kunst,
Min Sjæl med Alt, hvad den eier.”
Da straaler med Et den høie Portal,
Og mild og sval
En Vaarluft igjennem den trænger.
Madonna træder paa Skyens Bræm,
Blandt Englene skrider hun straalende frem,
Hvor Sønnen paa Korset hænger.
Da dækkes Vindvet med Blomster smaa; —
Men hvad han saae
I Lysets høie Forklaring,
Det blev for ham til en hellig Pagt,
Det slog hans Sind med vidunderlig Magt
Som Guddommens Aabenbaring.
Naar Solen breder sin Kappe rød
Og sænker sit Guld i Dalenes Skjød
Og siden paa Bjergenes Toppe,
Da kaster Skaren Stok og Palet,
Og iler til Grevens muntre Banket, —
Kun Een forbliver deroppe.
Og det er den fremmede Ungersvend.
Naar Alt er stille, han iler hen
Til Kirken, mens Solen daler;
Naar Maanen lyser med Lue hvid,
Det tykkes for ham den rette Tid, —
Thi kun om Natten han maler.
Men hvad han maler, har Ingen seet;
Han bliver spottet, forhaanet, beleet,
Dog taus han Spotten foragter.
Snart Rygtet om mellem Kunstnerne gaaer
Fra Mund til Mund, at den Fremmede staaer
I Pagt med dæmoniske Magter.
Da kommer den længselsfuldt ventede Dag.
Fra Kirken lyder de Klokkers Slag,
Fra’Borgen Vimplerne flagre;
Dér vente de Mestre i samlet Rad
At hilse i Morgenstraalernes Bad
Paa Giulia Farnese, den fagre.
Han findes ogsaa i Borgens Gaard,
Men fjernt han fra de Øvrige staaer,
Halvt skjult mellem Tjenernes Skare.
Han mærker ikke den Viddets Piil,
Det Spottens Ord og det Haanets Smiil,
Som gjennem Rækkerne fare.
Han staaer saa tillidsfuld, rolig og stærk
Som den, der veed, at hans Id og Værk
Ei tæres af Tidernes Lue.
Han staaer som den, der sig selv er nok
Og agter den skrammererede Flok
Saa lidet, som Ørnen en Flue.
Da klinger Tuba, Basun og Horn,
Og Mængden bølger som Markens Korn,
Naar Stormen over det suser.
Ung Giulia træder i Gaarden ud,
Med Slør og Krands er hun smykt som Brud
Hans Blik sig i Synet beruser.
Hun hilser og hæver sit straalende Blik,
Da var det, som om en Solstraale gik
Henover den brogede Vrimmel.
Hun hæver det atter og seer igjen
Et kort Sekund paa den fremmede Svend,
Der staaer i Berusningens Himmel.
Og Greven hilser lidt stolt og kold;
Han savner her baade Adel og Skjold,
— Det mærker man nok paa Tonen. —
Han giver et Vink og anden Gang
Man hører Tubens og Hornets Klang;
Nu ordner man Processionen.
Frem Bispen skrider i fuldt Ornat,
Med Kannik, Abbed, med Præst og Prælat,
Kronragede Munke dem følge.
De vandre med Faner, Kors og Monstrans,
Med Kjerter, der sløres af Solens Giands,
Med Hætter, som Aasynet dølge.
Saa kommer Greven i al sin Pragt
Med Giulia i sin sneehvide Dragt,
— To Pager det Silkeslæb bære. —
Hun stirrer med bøiet Hoved mod Jord;
I Sjælen gjemmes de lønlige Ord:
„Mon han min Brudgom skal være?“
Saa komme de Mestre, sirligt og let,
I Fløielskapper, med Fjerbarret;
— Saa dæmpet sammen man taler. —
Dem følger den talløse brogede Skok
Af Hyrder, Bønder, Piger i Flok;
Tilsidst: den fremmede Maler.
I Kirken standser det hele Tog;
Dér stander Bispen med Stav og Bog
Ved Herrens smykkede Alter.
Did fører Greven sin Datter skjøn
Og Alle knæle i stille Bøn; —
Høit klinger den hellige Psalter.
Men skummel og mørk er den Kirkehal,
Fordunklet er end de Vindvers Tal,
Af Silkeslør dækkes de Alle.
Da klinger Basunen fra Taarnets Tind:
Som Bladet, der synker for Høstens Vind,
De brune Silkeslør falde.
Da bliver der lyst; thi Morgenens Sol
Alt sender fra sin Dronningestol
Et Lyshav af blinkende Straaler.
De brydes og funkle i Farvernes Ild
Og danne saa sælsomt et Farvespil
Hvis Rigdom Øiet knap taaler.
Hvor lyser dog disse Farvers Skjær!
Hvor rigt i Tanken har ikke her
Hver Mester dannet sit Billed!
Fra hende, der gav til Synd sig hen,
Til ham, der løste os ud igjen,
For Øiet hvert Træk er stillet.
Du finder Edens forspildte Hjem
Og Caïn, der farer landflygtig frem,
Og Noah med Ark og Due.
Hist Abraham offrer sin Søn til Gud,
Her skriver Moses Jehovas Bud,
Og Sinai stander i Lue.
Her Stjernen peger mod Bethlehem,
Dér drager Jairi Datter han frem
Af Gravens dødskolde Hige.
Her græder han over Jerusalems Fald,
Dér lider han mellem Røveres Tal,
Hist sees han mod Lyset at stige.
Forbauset vandrer Greven omkring,
Han maaler de snørklede Snirkler og Sving
Som danne de Billeders Rammer.
Da falder hans Blik paa Mestrene hen;
Dér seer han den tause, fremmede Svend,
Hvis Blik som Nordlyset flammer.
Hans Aasyn huer den Herre godt;
Hvi saae han ham ei paa sit gjæstfrie Slot,
Og ei ved de glimrende Fester?
Rask Pagen flyver med Grevens Bud,
Da træder beskedent af Rækkerne ud
Den fremmede, ukjendte Mester.
Skjøn Giulia sænker sit Hoved bly;
Hun rødnier som Sommerens svævende Sky
I Solens synkende Lue.
„Nu siig mig,“ mæler den Herre stærk,
„Hvad valgte Du til dit Mesterværk
Og livor er det stillet til Skue?“
Da svarer den Fremmede freidigt og trøst:
„Jeg malede Vinduet hist imod Øst
Fra Kveld til atter det daged.
Om Dagen drog mig en anden Id,
Thi valgte jeg Natten til Arbeidstid
Og tog, hvad de Øvrige vraged.“
Da vinker Greven. For tredie Gang
Man horer de stærke Basuners Klang,
Og langsomt det Silkeslør daler.
Det var som et Lynglimt, der gjennemfoer
De Mestres, Munkes og Præsters Chor, —
Men taus staaer den fremmede Maler.
Det Hele var lagt med Chrystaller smaa,
Som Sneen hvide, som Isen blaae
Med skarpe, takkede Kanter.
Fra Solen, der frem gjennem Skyerne brød,
Ud over det Hele sig tindrende gjød
Et Fossefald af Diamanter.
Men under den hvide, glimtende Snee
Var Granens og Fyrrens Grene at see
Med stive, riimdækte Blade;
Og sære Planter fra ukjendt Hjem
Igjen bag disse tittede frem
Og dækked den samlede Flade.
Forunderligt stod dets sneehvide Dragt,
Men dog med Marmorets blændende Pragt
Til Heelhed harmonisk bunden.
I Kirken blev Alt saa stille, saa tyst;
Men dybt det klang i hver Mesters Bryst,
At her var Løsningen funden.
Dog lyde kun bittre og harmfulde Ord;
Thi frodigt Misundelsens Paddehat groer
I Nagets og Niddets Dale.
Saa mørke de see paa den fremmede Svend,
Da træder en Enkelt for Greven hen,
Og saadan lyder hans Tale:
„Vel røber det Billed en dristig Aand,
Et sikkert Blik„ og en øvet Haand,
Maaskee det er Prisen værdigt.
Dog kan det ikke, saavidt jeg troer,
Belønnes efter dit Fyrsteord;
Thi Værket er ikke færdigt.
De øverste Buer mangler endnu,
Og Ingen kan sige, saalidt som Du,
Hvad Virkningen da vil blive.
Thi maa det, uagtet sin rige Konst,
Betragtes som ugjort og reent omsonst.
See, deri Du Ret os give!“
Taus Greven grunder og rynker sit Bryn.
Da slaaer fra Himlen et blinkende Lyn,
Og Tordenen ruller fraoven.
Det mørkner, som skiftede Dag med Nat,
Vildt Stormen rusker i Revl og Krat
Og larmer ben gjennem Skoven.
Op Portene springe med Brag og Gny,
Ind Stormen farer i Kirkens Ly, —
En Rædsel Forsamlingen griber.
Det suser og synger i Kirkens Sal,
Som blæste Stormen selv en Choral
I Orgelets sølverne Piber.
Men mere vildt farer Bjergvinden frem,
Der bliver saa koldt i den Kirkes Gjern,
Sneeflokkene dandse derude.
Og Kirken ryster fra Grund til Tag,
Høit klirrer i Stormens susende Brag
Hver enkelt farvebrændt Rude.
Da sees et Jertegn, et underligt Spil.
De øverste Buer dække sig til
Med istapblanke Chrystaller.
Det spirer og mylrer fra glasklar Jord,
Indtil det staaer som et samlet Flor
Af blomstrende Iskonvaller.
Da sænker Stormen sin Vinge vild,
Og Solen straaler med dobbelt Ild
Igjennem Skyernes Rifter.
Chrystallerne glimre i Solens Giands
Med Regnbuefarvernes o straalende Krands,
Hvergang Belysningen skifter.
Til Lyd slaaer Greven: „Saavidt jeg troer,
Kan nu med Ære jeg holde mit Ord,
Saa Ingen har Grund til Klage.
I roste med Ret hans dristige Aand,
Hans sikkre Øie, hans øvede Ilaand;
Den Dom gaaer ikke tilbage.
Madonna har her et Jertegn sendt;
Hun selv har nu det Mesterværk endt,
Der straaler i Regnbuens larver.
Kun Een kan eie min Datters Ilaand,
Thi vælger jeg ham med den dristige Aand,
Og begge min Rigdom arver.“
Den Biskop strækker sin Krumstav ud;
Han knæler som Brudgom og hun som
Mildt Orgeltonerne klinge.
De trænge sig dybt i Hjertet ind,
De smelte de Mestres stridige Sind
Og med sig Forsdning bringe.
Saa gaaer det atter ad Borgen til;
Af jublende Sang og af Strængespil
Gjenlyder Dalen, den trange.
Da Solen lagde sig træt til Ro,
Da vandred endnu de lyksalige To
I Havens løvrige Gange.