Han vandred over Heden
I Aftenens Stund,
Bag efter ham der fulgte
En plettet Hønsehund;
Den gik mod Vane sindigt
Med langsomme Fjed —
Det var, som om den vidste,
Nu skulde han afsted.
Han havde vandret vide
Fra Gry og til Kvæld;
Hvert Minde, saa ham tyktes,
Burde siges Farvel:
Den brune, jydske Hede,
Det purrede Gyvelkrat,
Den mørke Granplantage —
Alt sagde han Godnat.
Nu gik han langs Aaen,
Som sleb sit krumme Sværd
Mod de lyngklædte Brinkers
Lagdeelte Kiselskjær.
Da Bakkerne sig aabned,
Hvor Møllebækken sprang,
Her standsede han pludseligt
Sin langsomme Gang.
Han tog saa dybt sin Aande
Og saae sig rigtigt om.
Derinde fra Møllen
Den friske Meelduft kom;
Vandstraalen over Hjulet
Sig ilende skjød,
Og danned Regnbuefarver
I Aftensolens Glød.
Det stønned og det brummed
Fra Kværnenes Krands,
Som gik deres vanlige
Dagligdagsdands.
Nu faldt det tunge Stigbord
Med Larm og Bulder i,
Da standsede Larmen,
Og Alting var forbi.
Men i den dybe Stilhed,
Som fulgte ovenpaa,
Han hørte Aftenklokkerne
Saa sagteligt gaae.
Han saae endnu mod Møllen,
Men kun et Øieblik,
Saa vendte han sig rask
Imod Broen og gik.
Han fulgte atter Aaen,
Der ind i Krattet krøb,
Hvor sagte mellem Elle
Og Birke den løb.
De bøiede sig hældende
Fast lige til dens Rand,
Og gule Nuphar lyste
Fra det perlegraa Vand.
Langt ude laae Bakkerne
Med Solkroner paa,
Saa fulgte Hedefladen,
Snart violet, snart graa,
Saa kom de blanke Søer
Med Aftentaagens Dis —
Han følte, at han skulde
Bort fra et Paradis.
Han skifted Foden langsomt;
Der var en sælsom Magt
I disse kjendte Syner,
Som nu til Liv blev vakt.
„Hvad faaer jeg vel i Syden?”
Han tænkte, mens han gik
Da hørte han en Stemme
Og mødte hendes Blik.
Han ilede fremad,
Ved en Skillevei hun stod,
Forgrædt var hendes Øie
Og træt hendes Fod.
„Min Gud, hvor jeg har søgt Dig!”
— Hun sagde lidt mut —
„Kom hjem! Du maa ei spilde
Et eneste Minut.”
Der laae i disse tvende,
De simple Ord „Du maa”
En underlig Betoning,
Som fik ham til at staae.
Han havde aldrig hørt dem
Med denne skarpe Klang;
De isnede hans Velkomst
Og sagtnede hans Gang.
„Hvor har Du været henne?”
— Begyndte hun igjen —
„Jeg har alt længe søgt Dig
I Aften, min Ven!”
Han sagde: „Der var Meget,
Hvormed jeg Afsked tog” —
Men over hendes Kinder
En Purpuriling drog.
Hun tænkte: „Han ta’er Afsked
Med Alt, kun ei med Dig.
Hvem elsker han saa høiest,
Det Andet eller mig?
Hans Hund har kunnet følge ham,
Den er ham til Behag;
Men jeg har siddet ene
Den hele, lange Dag.”
De vandred hen ad Stien,
Hver med sin Dissonans;
Men Aftensvalen løste
Hverken hendes ellers hans.
Det var, som om den trivedes
Ved Taushed og blev stor —
Da hørte de fra Haven
Et muntert Latterchor.
„Min Gud, der er vist Fremmede!”
— Hun udbrød i Hast —
Og sendte ham et hurtigt,
Men bønligt Øiekast.
Han saae ei hendes Smerte,
Han troede, hun blev glad,
Og sagde: „Ja, saa maa vi
En Stund vel skilles ad.
Jeg skal min Kuffert pakke,
Og Du skal klædes paa,
Saa maa vi vel i Aften
Ad Landeveien gaae.
Den er til Byen kortest —”
Hun afbrød: „Som Du vil!”
Men da han gik, hun dækked
Med Haanden Øiet til.