Høit oppe i Sjælland, øverst mod Nord,
Paa det golde Sand ved Tidsvilde,
Hvor Gyvel og Revling broderligt groer
Og fletter med Lyngen et Blomsterflor,
Dér seer man et Kildevæld spille.
Tillive det kom en Sankt-Hansdags-Kveld;
En Døendes Taare skylder sit Væld
Helenes hellige Kilde.
Brat sænker sig Skrænten mod Kattegat,
Om Foden dets Bølger feie;
Men Øverst oppe et Skuur er sat,
Et fattigt Værn mod den kjølige Nat,
Et Maal for de Troendes Veie.
Dér risle og rinde de Vover smaa,
Med Sundhed de komme, med Sot de gaae,
Til Havet faaer dem i Eie.
Et Stenkast kun fra det larmende Hav,
Og udsat for Nattens Vinde,
Dér ligger paa Marken den simple Grav,
Hvor Døden sin evige Hvile gav
Til Danmarks frommeste Kvinde.
Hvor simpelt det Hele! — En steensat Plet,
Begroet med Blomster, der snoer sig tæt
Omkring det fattige Minde.
Her staaer jeg lænet til Høiens Rand
Og seer paa den lidende Skare,
Som troer, at en Drik af det kjølige Vand,
En Slummer paa Gravens græsklædte Rand
Kan frie fra Sygdom og Fare.
Her staaer jeg og ser den Jammer og Nød,
Hvormed at hine til Verden blev fød,
Et Liv i Lidelser svare.
Her staaer jeg nu selv, saa karsk og saa sund,
I Ungdommens Kraft og Lykke;
Men dybt jeg føler i Midnattens Stund,
Jeg eier dog ikke den faste Grund,
Paa hvilken hine tør bygge.
Jeg føler en Uro dybt i mig selv,
En underlig Dønning i Sjælens Elv,
I Hjertets Solskin en Skygge.
Det kuler fra Nord over Kattegat,
Det suser i Granernes Grene,
Og mørkere bliver den mørke Nat
Og mørkere Skyggen, der steg saa brat
Fra Graven, fra Sankta Helene.
Det suser og bruser, det gamle Hav,
De Syge stønner paa Helgenes Grav,
Og jeg gaaer hjemad alene.