Carl Johannes Nissen
†
†
Just som Morgenen hævede høit sin funklende Fakkel,
Sænked ubøielig stræng Døden hans Fakkel mod Jord,
Medens fra lysende Sky Dagsroserne rødmende udsprang,
Lagde Dødsliliens Skjær sig om hans blegnende Kind.
Saaledes Budskabet lød, ufatteligt fast for os Andre,
Som i vort strømmende Liv synes at eie en Magt;
Saadan lyde det vil, i blødere, mildere Toner,
Naar den lægende Tid heler det smertende Saar.
O, men glemmer ham ei! Lad ei de skiftende Dage,
Ei den rullende Tid vidske hans Billede ud!
Lufter i liflige Vaar fra Fuursø de viftende Vinde,
Springer i Frederiksdal Hummeltoftbøgene ud,
Husker veemodige da, hvor tidt fra de løvklædte Bakker
Her hans jublende Sang høit gjennem Buerne brød!
Sender i Sommerens Tid den gamle Lind paa Regensen
Sønnernes samlede Flok Strømme afkvægende Duft,
Mindes da ham, som gik bort, som tidt i lysklare Aftner
Drømte ved Blomsternes Duft Ungdommens fagreste Drøm!
Kommer saa Vinterens Tid og lyde Studenternes Sange,
Parret med Alvor og Skjemt, høit fra det festlige Bord,
Husk, der mangler en Røst, som altid stævnede forrest,
Naar det gjaldt om et Maal, mere om Alvor end Tant!
Husk, der mangler et Blik, som ungt dog skuede rigtigt
Dér, hvor Andre saa tidt planløst famlede frem!
Saaledes samle I skal det Større saavelsom det Mindre,
Knytte hans Minde til Alt, hvad ham i Livet var kjært;
Da skal ei rullende Tid og ei de skiftende Dage
Vidske det Billede bort, som nu lysende staaer,
Lydeligt vidne det skal: Det Liv ei leves forgaves,
Som, af Dage kun kort, leves for Sandhed og Ret.