Jeg kjender en Plet af mit Fædrelands Jord,
Et lysende Punkt for min unge Erindring,
Hvor Granen drømmer og Bøgen groer
Og skaffer mod Heden en kvægende Lindring,
Hvor Aaen snoer sig med brune Rør
Bag Ellebuskenes fugtige Kroner,
Mens Peder Oxes tungsindige Frøer
Fra Dybet sukker i klagende Toner —
Et Sted, der snart indhyller sig tyst
I tætte Taager og skjulende Skyer,
Snart atter høiner sig klart og lyst
Med blanke Søer og græsklædt Kyst
Og længselsvækkende Vuer.
Hvor tidt har jeg ikke ved Morgenens Gry,
Naar Solen steg op over Fursøens Flade
Og kastede hen over Skoven paa ny
Et straalende Væld iblandt blinkende Blade —
Hvor tidt har jeg drømmende da ei forfulgt
En vigende Sky i dens Farveforandring,
En enkelt Libelle, der flagrede dulgt
Af Sivet afsted paa sin flygtige Vandring?
Hvor tidt har jeg ikke i Aftenens Glands,
Naar Solen sank ned bag den rødmende Vove,
Ved Søbredden lyttet til Bølgernes Dands,
Som, rullende ind imod Borgmurens Krands,
Fortalte Sagnet om Tove?
Thi her, hvor Bølgen og Tidernes Væld
Har jævnet de mægtige Mure med Grunden,
Her red Kong Volmer saa seent i Kvæld
At bede den Hind, han skjulte i Lunden.
Som Bølgen var hun, som Tiderne han,
Nu muldnes begge, som Borgmurens Tinde,
Saa Bonden, der pløier det gjenvundne Land,
I Sagnet kun eier et ubestemt Minde:
Hvorlunde han bar hendes Lig under Ø
I Kisten, smykket med Guld og Rubiner,
Hvorlunde hans flammende Hunde gjøe,
Naar selv han jager fra Gurre Sø
Til Hjortholms sjunkne Ruiner.
Kong Volmer! Jeg fatter Din Smerte; thi den
Har dulgt sig i Skovenes dæmrende Dybder,
Den klinger i Fursøens Brusen igjen,
Som var det en Messe fra Domkirkens Krypter.
Jeg fatter Din Længsel, den gaaer som et Suk
I Aftenskumringen tidt gjennem Lunden,
Dit Veemod falder som kvægende Dugg
Paa Blomst og paa Blad, naar Solen er svunden;
Men vild, som Din Harmes fnysende Magt,
Da hun blev lagt i de sydende Vande,
Gaaer Høststormens Suus gjennem Skovenes Pragt,
Og Bonden sig korser, naar Volmers Jagt
Ved Midnat gaaer over Lande.
Ja underligt sært og med vexlende Spil
Har Minderne spundet sig hen over Egnen,
Snart tindre de lyse som Vaarsolens Ild,
Snart falde de tunge som Efteraarsregnen.
Men Dalen ligner dog Volmers Hu,
Som, hvor ustadigt det end maatte vanke,
Dog aldrig slap i et eneste Nu
Af Sinde sin dybe, sin lønlige Tanke;
Thi som han samlede Land og Øer
Til Heelhed igjen af de søndrede Dele,
Har denne samlet af Skov og Søer,
Af Solglimtets Guld og Taagernes Slør
Et Billed paa Danemarks Hele.