Michael Agerskov (1870–1933)

A

Alle vi lænkes til stuen i dag,

D

Dag er Nattens bitre Fjende

Dagen segned til Hvile

Den blinde Mængde, den store Flok

Den Gud, som Verdener skabte

Dengang fjernt fra Lysets Rige

Der er larm af sorte fugle

Der er store strande, ved hvilke havets

Der fløj en fugl fra en øde kyst

Der strømmer fra Faderens Hjerte

Der sænkes et slør af aftenduggs-gråd

Der var engang, da Vaaben klang

Det er i de hellige Timer

Det var allerede begyndt at mørkne i den.

Det var blot to mennesker, som havde

Det var i en nat så veg som dun

Dit legem er en drøm, som engang svinder

Driv ej for Vind og Vove

Du havde samlet en broget buket

Du Travle, som drukner i Livets Larm

E

Ene står vi herude

Engang i vaagne Drømme saa jeg Gud

F

Fader, Gud, o lad mit Liv

Faderløse var vi blevne

Farvel! Farvel! – Et letsagt Ord

Flammende Sole og Verdener maa

Flet roser i dit hår!

Fra Jord til de høje Himle

Frygt ej den strenge Dommer

G

Gud er den alvise Skaber

H

Had og Mistro iblandt os bor

Hinsides søen en skov så tæt

Hovmodig Jordens lille Gud

Hvem kan vel dølge de dybe

Hver Morgenstund har Guld i Mund

I

I brødre og søstre, lad lovsangen tone

I den stille høst

I Livets mørke Stunder

I prangende Haver

I Sang og Glæde

I Skaberens vældige Værksted

I solens aller-hedeste

Intet jordisk Væsen kan fatte din Storhed og Vælde

J

Jeg beder for alle de gamle, syge og trætte

Jeg er Rosa mystica

Jesus kaldt i Skyggedal,

K

Kom, hvide engel, til hendes leje hen

Kristus i Mørket

Kæmpebjærget højt imod Sky

L

Lammet skælved paa frygtsom Fod,

Lange og skinnende

Luk op, luk op det Kirkehus

Lyset fødes, Mørket svinder

M

Mennesker, kald ej de døde ned

Mester, Mester! Aaret skrider

Min sjæl kan fast ej fatte den forunderlige tanke

N

Natten var saa lang or mørk

Net af nattens tårestrømme

Nu bli’r ved aften hver skygge så lang

Nu sænker Dagen sit Hoved

Nu vil vi samles

O

O Gud, din vældige Visdom

O lad mig sidde og stirre dig ind i dit øjes

O stakkels Sjæl

O tilgiv hver en Sjæl

Om alle vårens toner døde

Onde Lyster som giftigt Kryb

P

Paradislandet – er dets Glans forsvundet

R

Ring, dybe Klokker, mod den dybe Himmel

S

Se frem, men ej tilbage! kvad Skjalden engang

Skærm og bevar os, Fader kær!

Smilende tungsind og vemodig fryd bor i dine øjne

Solen ånder et sidste farvel

Som en Brud, der sin Brudgom venter

Som en usynlig Bølge

Som roser og Liljer yndigt staar

Som svaner sejler kloder

Stodderen stavrer fra Gaard til Gaard

Stødte du den spæde fod

Syg til døden —

Så skal da det evige mørke

Saa skulde hun strides med døden

T

Til mig, som grubled tungt

Tue tidt kan vælte Læs

V

Vel var Napoleon en mægtig herre

Verden er i Kaos

Vi følges af Kristus, vor Broder