Kalliope
→
Digtere
→
Michael Agerskov
→
Førstelinjer
Michael Agerskov
(1870–1933)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Biografi
Søg
A
Af mestren for den store harmoni
Alle vi lænkes til stuen i dag,
D
Dag er Nattens bitre Fjende
Dagen segned til Hvile
Den blinde Mængde, den store Flok
Den Gud, som Verdener skabte
Den hvide, vilde svane, den store, farende fugl
Dengang fjernt fra Lysets Rige
Dengang jeg så mig ør og svimmel
Der er larm af sorte fugle
Der er store strande, ved hvilke havets
Der fløj en fugl fra en øde kyst
Der gik en stille gartner
Der strømmer fra Faderens Hjerte
Der strømmer nat, der bruser nat imod mig ind
Der står tre liljer
Der sænkes et slør af aftenduggs-gråd
Der var engang, da Vaaben klang
Det er i de hellige Timer
Det lider mod lys, det stunder mod vår
Det var allerede begyndt at mørkne i den.
Det var blot to mennesker, som havde
Det var de vilde roser
Det var i en nat så veg som dun
Dit legem er en drøm, som engang svinder
Driv ej for Vind og Vove
Du havde samlet en broget buket
Du Travle, som drukner i Livets Larm
Døden kommer, når dag ta’r slut
Døden og Drømmen mødtes en kveld
E
Egen stander så ensom
En have af liljer, en liljebleg have jeg ved
Ene står vi herude
Engang i vaagne Drømme saa jeg Gud
F
Fader, Gud, o lad mit Liv
Faderløse var vi blevne
Farvel! Farvel! – Et letsagt Ord
Flammende Sole og Verdener maa
Flet roser i dit hår!
Fra Jord til de høje Himle
Frygt ej den strenge Dommer
G
Gud er den alvise Skaber
H
Had og Mistro iblandt os bor
Har jeg da glemt dig, min lille alf
Hinsides søen en skov så tæt
Hjem, ja hjem!
Hovmodig Jordens lille Gud
Hvem kan vel dølge de dybe
Hver Morgenstund har Guld i Mund
Hvor tungt at være lænket her til fjeldet
I
I brødre og søstre, lad lovsangen tone
I den fremmede haves sælsomt snoede gange
I den stille høst
I Livets mørke Stunder
I prangende Haver
I Sang og Glæde
I Skaberens vældige Værksted
I solens aller-hedeste
Intet jordisk Væsen kan fatte din Storhed og Vælde
J
Jeg beder for alle de gamle, syge og trætte
Jeg er Rosa mystica
Jeg sidder tavs på havets lange dæmning
Jeg smykker mig et helgenskrin
Jeg så de segnende blade
Jesus kaldt i Skyggedal,
K
Kom, hvide engel, til hendes leje hen
Kristus i Mørket
Kæmpebjærget højt imod Sky
L
Lammet skælved paa frygtsom Fod,
Lange og skinnende
Liggrå blomst!
Luk op, luk op det Kirkehus
Lyset fødes, Mørket svinder
Lytter, lytter
M
Mennesker, kald ej de døde ned
Mester, Mester! Aaret skrider
Min lette robåd drev
Min sjæl kan fast ej fatte den forunderlige tanke
N
Natten var saa lang or mørk
Net af nattens tårestrømme
Nu bli’r ved aften hver skygge så lang
Nu er det nat.
Nu gløder den tavse aften
Nu har jeg vandret den lange dag
Nu sænker Dagen sit Hoved
Nu vil vi samles
O
O denne nynnen fra fjerne have
O Gud, din vældige Visdom
O lad mig sidde og stirre dig ind i dit øjes
O stakkels Sjæl
O tilgiv hver en Sjæl
Og sidder i mørkningsstunden
Om alle vårens toner døde
Onde Lyster som giftigt Kryb
Over de store floder
Over denne sorte, tomme egn
P
Paradislandet – er dets Glans forsvundet
R
Ring, dybe Klokker, mod den dybe Himmel
S
Se frem, men ej tilbage! kvad Skjalden engang
Se nu lysner atter
Skærm og bevar os, Fader kær!
Smilende tungsind og vemodig fryd bor i dine øjne
Solen er nede, de skumrende skove
Solen ånder et sidste farvel
Som alle floder ud i havet strømme
Som en Brud, der sin Brudgom venter
Som en usynlig Bølge
Som naar hvide
Som roser og Liljer yndigt staar
Som svaner sejler kloder
Stodderen stavrer fra Gaard til Gaard
Stødte du den spæde fod
Syg til døden —
Så mangt et kostbart, beskrevet blad
Så skal da det evige mørke
Saa skulde hun strides med døden
T
Til mig, som grubled tungt
Tre golgatha-kors i mit syge sind
Tue tidt kan vælte Læs
V
Vel var Napoleon en mægtig herre
Verden er i Kaos
Vi følges af Kristus, vor Broder