Jeg sidder tavs på havets lange dæmning;
rød aftenhimlen står, og havet nynner,
og føder i min sjæl en sælsom stemning.
Og ud jeg stirrer mod den fjerne mængde
af røde uvejrssky’r – fortættet bloddamp —
og bølgerne er blanke, blodbestænkte.
Havfladen er et purpurstrålebundt,
isprængt med guld; og dèr, hvor det er klarest,
driver en druknet hund, sorthåret, rundt.
Dèr midt i strømmen står en kulsort skygge
— en båd, hvor en matros vemodig synger
om nyfødt håb og svunden elskovslykke.
Og denne poesi, som mod mig vælder,
har formet sig i rim og bløde rhytmer,
og flagrer over sø som ritorneller.