Der gik en stille gartner
i sin store, brogede have,
og hæged om sine blomster
med elskerens blide omhu.
Der var blomster som himmerigs stjerner,
og liljer så tungsindsblege,
og glade, blussende roser,
og alle dejlige blomster.
Da skød der frem,
uanet, usået,
syg fra fødslen,
en sælsom urt.
Men den stille, kærlige gartner
glemte for den
alle de andre.
De visned og døde
de strålende stjerner
de blege liljer
de blussende roser.
Tidsler og hæsligt ukrudt kvalte dem.
Selv sad han bøjet,
tabt i evig beskuen,
og vented, at den blodrøde blomst
skulle åbne sit bæger.
Den nat det skete
— en skælvende, månelys nat —
da var det forbi.
Den åbned sit bæger
kun for at dø,
den syge, blodrøde blomst.
»Du stakkels gartner,
våren vil komme forgæves,
solen vil skinne forgæves
over din store
tomme have.
Hvor kunde du glemme alle dine blomster
for en eneste dødsdømt blomst?«