Stødte du den spæde fod
på den slemme, skarpe sten i badet?
var det meget, kom der blod?
har du smerter, lille stakkel,
er i hu du mod?
Læg den syge fod på skamlen dér
og dig selv i sofahjørnet,
og så sætter jeg mig ganske nær.
— Nej her når os ikke solens skær. —
Vær nu glad saa skal jeg læse
eller synge for dig — hvad du vil;
luk kun dine milde øjne til. —
Ja det er skam også helt mærkværdigt
næsten som på dril:
aldrig skades du, hvorhen du går,
ingen sorger tør dig møde,
alting bøjer sig så blødt og blidt,
hvor du vender dine skridt,
og hvor skulde man tro
— kære, lille, søde —
at en tosset sten dig vilde støde.