Hinsides søen en skov så tæt,
blød som lysegrøn silke!
over os gynger et bladtag let,
båret på fine stilke.
Histnede den sollyse, hvilende sø,
og dig, så ung, ved min side.
Aa Gud — hvor kan al denne rigdom dø
og over i mærket glide!
Hvor kan jeg tro på en evig død
midt i den strålende varme?
tro på tomhed, når du med glød
slutter mig i dine arme?
Og siger kærligt: slet intet dør,
og hvisker mig ord saa blide:
at engang jeg atter ved sollyse sø’r
skal sidde med dig ved min side.