Der står tre liljer,
een rød, een blå, een hvid.
Den røde er så vild og så hed
som en sommerblæst, når solen går ned;
den blå er blid som guds himmel.
Den hvide er så sitrende skær,
den hvide står mit hjerte så nær
blandt alle de blomsters vrimmel.
Og driver duggen mig i mit hår,
så går jeg hen, hvor liljerne står;
ingen kan spejde,
nu skumringen fødes:
Den røde er for et kys til fals,
den blå vil hænge sig om min hals;
men kun den hvide, den hvide
ak den tør jeg ikke bryde — — —
— — Der står tre liljer.