Nu er det nat.
Solen har forlængst
lagt sig til ro i det store
blødtvuggende hav.
Og du er død forlængst.
Hvor er det fjernt, at jeg så dig.
Men jeg går endnu her blandt de mange,
som har kendt dig,
som har glemt dig;
thi det er så fjernt, at de så dig.
Der lægger sig glemsels
stilhed om dit navn.
Her er så isnende nattekoldt.
Men hist i det fjerne
ligger den fortryllede skov.
I den skov vokser et træ
med brede grene;
og der sidder en fugl;
og dens sang er sælsom.
Thi hører man de toner, da risler tiden
lempelig forbi;
og man vågner først, når den store
time kalder.
Og der i skyggen vil jeg lægge mig ned
og hendrømme tiden,
til éngang jeg vågner
i det andet livs lyse morgen.
Da vil du gå mig imøde,
du vil atter tage min hånd — — —
du vil se så mildt på mig
— — — — — — — — — — —
alt er som før —
o Gud! — —
Nu går jeg bævende ind
i den sælsomme skov.
Men før jeg går did,
før trolddomssangen hvisker mig glemsel
og væver sit slør
over min ungdom —
vil jeg rejse dig kære
en bautasten.
På den sten skal ristes ind
hele vor lyse
ungdoms saga.
På den sten skal ristes et kvad,
hvis fulde rigdom
kun du og jeg kan fatte
Ja, jeg vil rejse os kære
en bautasten,
skønt snart den skal dækkes
af tidens mos.
Kan hænde, at éngang en ny slægts
kolde øjne
vil finde den gamle indskrift;
ingen vil dog kunne løse
disse slyngningers gåde.